Sterling investerer stort i lavpris

I løbet af efteråret får de fleste af Sterlings fly monteret en ny vingespids, som både giver mere drivkraft og samtidig skærer 4-5 pct. af brændstofforbruget. Udskiftningen sparer Sterling for mellem 40 og 60 mio. kr. i brændstof om året og investeringen er tjent hjem i løbet af tre år.

I forvejen har Sterling valgt at satse på de mest brændstofbesparende fly og teknologier, der er tilgængelige, og med den nye investering bruger et gennemsnitligt Sterling-fly omtrent 35 pct. mindre brændstof end et gennemsnitligt SAS-fly.
”Det betyder, at vi bruger for omkring 130 kr. mindre brændstof pr. passager på en returrejse til Paris sammenlignet med et typisk SAS-fly,” forklarer Michael T. Hansen, kommerciel direktør i Sterling.
”Dermed tjener vi flere penge, selvom vi tager mindre for billetten. Og det er jo ikke kun brændstofforbruget, hvor vi har en bedre økonomi. På de fleste områder har vi lavere omkostninger end SAS” forklarer Michael T. Hansen, der understreger, at investeringen også vil gavne miljøet.
”CO2-udledningen og brændstofforbruget hænger uløseligt sammen. Så hver gang vi sparer 5 pct. på brændstofforbruget udleder vi også 5 pct. mindre CO2,” forklarer han.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 19. juli, 2007)

Skrevet af