Scandic vil helt af med CO2-udledning

Scandic præsenterer nu sit nye miljømål; i 2025 skal hotelkædens fossile kuldioxidudledning være nul. Et delmål er, at udledningen i 2011 skal være halveret i forhold til 1996.

Siden 1996 har Scandic arbejdet på at nedsætte virksomhedens klimapåvirkning, og hidtil er udledningen af fossil kuldioxid nedsat med 30 procent. Scandics nye miljømål, der blev præsenteret i går, omfatter virksomhedens nuværende hotelbestand.
”Ingen virksomhed, uanset hvilken branche den tilhører, kan undgå at tage ansvar for omverdenen. Vores langsigtede arbejde gør det muligt for Scandic at nå målet med at halvere klimapåvirkningen fra 1996 til 2011,” siger Frank Fiskers, koncernchef for Scandic.

Ved hjælp af strategien ”spar og udskift” har Scandic nedsat sin fossile kuldioxidudledning med 30 procent fra 1996 til 2006. Strategien bygger på helt at udfase den fossile kuldioxid i stedet for, at man eksempelvis kompenserer med udledningsrettigheder.
I praksis har det indtil nu blandt andet indebåret uddannelse af samtlige 5.700 medarbejdere med en betydelig energibesparelse til følge, en adfærdsændring og overgang til sensorstyret belysning, termostatstyret opvarmning, anvendelse af vedvarende energi, firmabiler, der kører på brændstof baseret på vedvarende energi, vandeffektive vandhaner, brusere og toiletter, Ø-mærket mad, sæbesorteringsbeholdere på 23.000 hotelværelser, skift til vandkraft-el i Sverige og Norge samt en total skrotning af engangsemballagerne.
”Det er et besværligt mål men fuldt ud muligt at nå,” siger Jan Peter Bergkvist, Vice President Sustainable Business hos Scandic. ”For at vi kan klare det, kræves der dog, at vi også har succes med at påvirke vores samarbejdspartnere og andre aktører i vores omverden, for eksempel lokale fjernvarmeleverandører, som skal udfase de fossile energikilder og blive mere klimatilpassede,” siger han.

Skrevet af