Radisson ud af krydstogtrederi – Hilton går ombord

Det amerikanske krydstogtrederi Radisson Seven Seas Cruises dropper navnet “Radisson” og skal fremover kun hedde Seven Seas Cruises. Forklaringen fra den amerikanske Radisson-hotelkæde er angiveligt en manglende kobling mellem hoteller for forretningsrejsende og luksuskrydstogter.




(Radisson) Seven Seas Cruises har netop i Monaco søsat sit sjette krydstogtskib, Seven Seas Voyager, til en pris af ca. 1,5 milliarder DKK. Rederiet vil navnlig søge at tiltrække flere europæiske gæster til det nye skib – og rederiet forventer stigende omsætning i år, nemlig 335 mio. USD mod 265 mio. i 2002.



Omvendt ser Hilton på sagen med hotelnavne og krydstogtrederier. Hilton går nu i samarbejde med det europæiske krydstogtrederi Festival – den verdenskendte hotelkæde kan nemlig godt se en kobling mellem forretningsrejsehoteller og samtidig gøre opmærksom på sine resorts.



I første omgang vil ”Hilton Suites” senest fra midten af maj være på programmet på tre af Festivals 5-stjernede krydstogtskibe. Skibet “Mistral” sejler denne sommer hver anden uge ved de norske fjorde og hver anden uge til baltiske hovedbyer som Kiel, Visby, Stockholm, Tallinn og Skt. Petersborg. København er fast stop 19 lørdage i træk på begge ruter, mens Kiel er turnaround havn. De to andre Festivals-skibe med Hilton-produktet er “European Stars” og “European Vision,” der begge sejler i Middelhavet.



Hilton Suite-passagererne får for 8% oven i krydstogtprisen eget check-in, de ledsages fra paskontrollen til kahytten, hvor der bl.a. er Hilton-bådekåber og får en række tilbud under krydstogtet. Disse omfatter bl.a. brug af skibets faciliteter, særlig morgenmadsbuffet, 20% rabat på skibets vine, prioritet ved seatingerne i skibenes restauranter og bestillinger af udflugter, besøg på kommandobroen, 10% rabat på alle køb ombord osv.

Skrevet af