Alle danske VM kampe i ishockey i Herning

1024px-Jyske_Bank_BoxenEVENTS: Når VM i ishockey afvikles i Danmark, skal Sverige have hjemmebane i den nye multiarena i København og Danmark i Boxen i Herning. – Formel 1 planerne allerede skudt i sænk.

Når VM i ishockey løber af stablen i Danmark i 2018, bliver det hidtil største internationale idrætsarrangement på dansk jord (is). Nationalsporten i Canada, Sverige, Finland, Rusland og Tjekkiet afvikles ikke i ubemærkethed, men med tusindvis af tilskuere fra udlandet og millioner af seere over det meste af verden.

Der spilles alle mod alle i to puljer i den indledende runde, i alt syv kampe til hvert hold, og her kan de danske arrangører selv bestemme to holds placering. Det blev som ventet med alle Danmarks kampe i Boxen i Herning og alle Sveriges kampe i den ny multihal i København. Populært sagt får Danmark hjemmebane i Herning og Sverige i København.

Kun hvis Danmark går til kvartfinalerne, kan der blive tale om at rykke til København, hvor også semifinaler og finale afvikles. VM går over 17 dage med i alt 64 kampe i løbet af maj.

Til gengæld ser det ud til, at det er ren lamperøg med Formel 1 planer i Herning. Både Messecenter Herning og Herning Kommune har meddelt, at de ikke vil deltage i noget møde.

”Jeg bruger først og fremmest min tid på ting, der kan føres ud i livet, og jeg har været med i alle de store ting, der er sket på de sportslige områder her i byen. Lige nu prioriterer jeg min arbejdskraft omkring VM i ishockey og nogle håndboldprojekter, ” siger formanden for byens kultur- og fritidsudvalg Johs. Poulsen til Ekstra Bladet.