TUI sælger TQ3 Travel Solutions

Den internationale erhvervsrejsegigant TQ3 Travel Solutions blev i går solgt til hollandske BCD Holdings for et ukendt beløb. BCD ejer i forvejen den amerikanske erhvervsrejsebureaukæde Worldtravel BTI, og har også købt aktiemajoriteten i den engelske erhvervsrejsekæde The Travel Company.

Når TQ3-handlen bliver endeligt godkendt af myndighederne, formentlig til marts, lægges de tre erhvervsrejsekæder sammen til én international gigant, der bliver verdens tredje største. Den fusionerede rejsekoncern får samtidig et nyt, og endnu ikke kendt navn, og ventes at nå en årlig omsætning på ca. otte mia. USD og omkring 10.000 ansatte kloden over.

BCD Holdings ejer også 50 % af det globale rejse-brand BTI, mens de resterende 50 % ejes af engelske Hogg Robinson. I en pressemeddelelse fortæller BCD imidlertid, at man har indgået en ”skilsmisseaftale” med Hogg Robinson, idet de to partnere har valgt at satse på hver sin strategi fremover. Hvad denne skilsmisse betyder for det fælles ejerskab af BTI-brandet er imidlertid uvist.

Det ligger fast, at der ikke med den aftalte handel er udsigt til en sammenlægning af TQ3 Travel Solutions og det globale BTI-brand. Derimod står det klart, at navnet TQ3 Travel Solutions fases ud i Europa, i forbindelse med handlen. Den hidtidige medejer af TQ3-brandet, amerikanske Navigant, har fået overladt retten til navnet, men det er uvist om man vil fortsætte med dette navn i USA, eller om det også her fases ud.   

Læs mere på de respektive hjemmesider ved klik på nedenstående logoer

Skrevet af