Den danske stat uden indflydelse i Københavns Lufthavn

Det kan være svært at se langsigtet trafikpolitisk, når der stort set ikke er nogen i Folketinget der har trafikpolitik, der afviger fra status quo. Indenfor luftfarten er det ikke spor bedre, og det ses tydeligt i statens historisk betingede og forkølede ejerskaber i både SAS og Københavns Lufthavne (CPH), der for nogle år siden blev flyttet fra Trafikministeriet til Finansministeriet fordi de skulle gøres klart til salg. Men intet er sket.



Vores finansminister fik endda serveret guldægget da den australske kapitalfond, der købte aktiemajoriteten i CPH, bød godt 6 milliarder kr. for statens resterende andel af aktierne. Men der var ikke politisk modenhed til at sælge aktierne. Der var heller ikke politisk mod. For der er tilsyneladende ikke nogle af politikerne, der endnu har indset, at staten, trods sin større aktiepost, ikke har for fem flade ørers indflydelse på lufthavnens drift, indtjening og dispositioner. Staten er – som den (godt nok store) minoritetsaktionær, de er, reelt uden indflydelse på lufthavnens drift.



Måske de kaotiske forhold i lufthavnen i de sidste ugers tid har givet politikerne – og os andre – en forsmag på fremtidsudsigterne hvis politikere fortsat holder på status quo.



Staten kan tilsyneladende heller ikke se noget forkert i, at CPH tjener næsten en milliard kroner om året, og at en meget stor del af dette overskud ganske enkelt skyldes, at CPH ikke har nogen konkurrence, og derfor kan tillade sig at tage overpriser for alting. Bor du på Sjælland/Øerne, som næsten halvdelen af Danmarks befolkning gør, så har du een lufthavn at vælge imellem, når du skal flyve. Bor du i Jylland, har du et virvar af lufthavne i livlig konkurrence med hinanden (dog stadig med for mange offentlige penge indblandet). Og de snakker endda stadig om at bygge een til!



Nogle gange bilder vi os selv ind, at vi har to passager-lufthavne på Sjælland, for vi har jo også Roskilde Lufthavn. Men det er jo at stikke blår i øjnene på os selv, når de også ejes af CPH. Havde Roskilde Lufthavn været på konkurrerende hænder, var den med garanti blomstret voldsomt op igennem de sidste 10 år! Det er ikke just det, der er sket.



Staten skal gøre det, den er bedst til, nemlig lave love og regulere, der sikrer bedst mulige betingelser for forbrugerne og samfundet som helhed. Staten skal ikke deltage i ejerskab af meget kapitalistiske virksomheder som CPH. Så længe staten er medejer af en sådan virksomhed, har den også svært ved at se fordelen i større konkurrence (for så går det jo ud over statens egen indtjening).



Staten skal sælge sine aktier i CPH for de 6 milliarder kroner (hvis tilbuddet stadig står ved magt), og endvidere skal politikerne sikre mulighed for, at der ved privat initiativ og på forholdsvis kort sigt kan sikres tilblivelsen af en alternativ og konkurrerende lufthavn et andet sted på Sjælland. Det kunne være ved at tvinge en spaltning af CPH og Roskilde igennem – men det vil australierne (CPH) sikkert tage sig betalt uhyrligt for. Derfor vil det nok være mere realistisk at komme i gang med at finde nogle egnede marker 30-60 kilometer syd/vest/nord for Københavns Centrum og så se at komme i gang! Så længe Sjælland – med den kroniske vækst i antal flyrejsende vi har – kun har eet alternativ at flyve fra, vil vi aldrig få både rimelige betingelser og ordentlige forhold i CPH. Vi har længe haft ordentlige forhold til overpriser. Nu har vi ikke engang ordentlige forhold.



Der hersker ingen tvivl om, at vi har bedst af at få etableret mulighed for en konkurrerende lufthavn til CPH, der også skal kunne deltage i væksten om 10, 20, 30 år og længere frem. Og vi har trods det lange sigt travlt med at komme i gang – vi skulle have startet for mindst 10 år siden.



Derfor, politikere, sælg så den lufthavn, hiv de 6 milliarder i land, men vent, uanset hvad, ikke på at få skabt en alternativ lufthavn til CPH, det haster!”


Skrevet af