Flere på første klasse med DSB

DSB har nu tilbageerobret mange forretningsrejsende, som rejser med tog på første klasse. DSB 1′ havde i 2007 950.000 passagerer, og det er en vækst på 7 pct. i forhold til 2006.

”Jeg forventer, at passagertallet på DSB 1′ i 2008 kommer pænt over en million,” siger Bjørn Wahlsten, der er salgsdirektør i DSB.

DSB havde i et par år svigtende passagertal på DSB 1′ eller DSB Business, som det hed tidligere. Antallet af rejsende skrumpede, og ifølge DSB var årsagen manglende kvalitet i 2005 og 2006.
“Vi havde problemer med skinnenettet, og det førte til forsinkelser og længere rejsetid. Netop forretningsrejsende er meget følsomme, når kvaliteten svigter, for de vil hurtigt frem og til tiden. De har et alternativ, og derfor startede flere bilen og valgte toget fra,” konstaterer Bjørn Wahlsten.

Siden er regulariteten blevet bedre, og det har ifølge salgsdirektøren sendt de forretningsrejsende tilbage i toget. Samtidig er det blevet mere besværligt at flyve, fordi nye sikkerhedsprocedurer har forlænget den samlede rejsetid.

“Internationale undersøgelser viser, at forretningsfolk i mange år foretrak toget, når den samlede rejsetid fra centrum til centrum var på tre timer eller mindre. Men grænsen har flyttet sig, så den nu er på 3,5 timer. Forklaringen er de skærpede sikkerhedsforanstaltninger, der gør det mere tidskrævende at komme igennem lufthavnene,” siger Bjørn Wahlsten.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 4. januar, 2008)

Skrevet af