Fredagsklummen – Jordnødder tilbage på flyene









Af Ejvind Olesen



DET KAN VÆRE svært at få et overblik over, hvad der egentlig sker hos flyselskaberne for tiden. Det er ikke spor vanskeligt at se, at passagertallet falder, og med det også indtægterne. Mange balancerer på kanten af afgrunden og må have hjælp.



Det kan betyde, at der skæres over en bred kam, som det sker i SAS den kommende uge. Det kan også betyde, at konkurrencen skærpes med billigere billetter til følge.



Mest sandsynligt er det dog, at priserne stiger, men at flyselskaberne til gengæld vil prøve give en bedre vare for pengene. Som en betaling for, at passagererne ikke fravalgte flyet, eller rykkede ned på en billigere klasse.



DET SIDSTE SYNES der at være en udbredt tendens til hos danske firmaer for tiden. Og det er i hvert fald udtalt i USA. Derfor prøver man nu over en bred kam at tilbyde noget andet og mere. 1. klasse hos Swiss, business class hos British Airways – og ude på havet upgrading af alle suiter hos Royal Caribbean. Ud fra devisen: Lad os prøve at holde prisen, men så må vi tilbyde noget mere.



Det gælder imidlertid også på økonomiklasse på flyene. Fra USA har det bredt sig med á la carte flyselskaber. Betal en grundpris. Herefter betaling for stort set alt, om det så er et glas vand til en pille. Dog har toiletbesøg indtil videre været gratis.

Mit tip, hvor det første toiletbesøg i et fly kommer til at koste penge: Ryanair.



Northwest Airlines gik så langt, at man på indenrigsfly begyndte at opkræve betaling for vand og jordnødder. Ganske vist er flyselskabet startet af en sparsommelig vestjyde, en af Nyrop-brødrene , men selv ude i Vestjylland vidste han dog, at vand er gratis. Det samme er tyttebær, når man selv plukker – og nødder havde man slet ikke dengang.



Nu går også Northwest den anden vej og droppe beløb på en og to dollar for den slags service.



Jo, selvfølgelig bliver det til penge. Delta Air Lines, der nu er fusioneret med Northwest, udleverede sidste år 60 mio. små pakker med nødder til sine passagerer. Måske fordi Delta kommer fra Atlanta i staten Georgia, der har vældig mange jordnøddefarme, så er det en venlig handling med en lille gave til passagererne. Det ville det også være for Gambia Airways fra Banjul. Her er jordnødder største eksportvare.



Hvad mener du? Skal service forbedres for at holde på passagererne i en krisetid?



Stem i denne uges quick poll…

Skrevet af