Sikkerhedsekspert: SAS er et skrøbeligt selskab

En kraftig kritik af sikkerheden i SAS bliver fremført af sikkerhedsekspert og fagchef i Luftfartstilsynet i Norge, Kjell Klevan. I et notat til sine skandinaviske kolleger beskriver han en mangelfuld sikkerhedskultur i SAS, som er præget af en uvilje mod at erkende egne fejl og en manglende vilje til at samarbejde med myndighederne.
”SAS er gået fra at være et robust og trygt flyselskab til at være et skrøbeligt og sårbart flyselskab,” lyder det i et advarende notat fra nordmanden.
”Med den kulturudvikling og mangel på styring (også mangel på kundskab i vitale led) er det desværre bare et spørgsmål om tid, før noget alvorligt kan ske (når de svage led bliver en kæde), hvis udviklingen fortsætter,” skriver Kjell Klevan.

Ordene blev skrevet i marts på baggrund af fagchefens granskning af flere SAS-episoder, der bragte passagernes sikkerhed i fare, men Kjell Klevan fastholder stadig sine udtalelser i dag.
”Det er jo den tendens, vi har observeret. Det er vel, som jeg har sagt, formentlig et spørgsmål om tid, før en alvorlig ulykke kan ske i SAS,” siger han.

Hos SAS fastholder viceadm. direktør John Dueholm at sikkerheden i SAS er i top.
”Vi tager stærk afstand fra Klevans udtalelser om, at der er et generelt sikkerhedsproblem i SAS. Vi har myndighedernes ord for, at flyvesikkerheden i SAS er i orden,” siger han.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 21. november, 2007)

Skrevet af