København får Nordeuropas største oplevelsesområde

Danmarks største feriebolig-projekt, Kildedal Park, kommer til at ligge i hovedstadsområdet.
Kristensen Group fra Aalborg har allerede købt jord af Egedal Kommune til at opføre, hvad man selv betegner som Nordeuropas største fritids- og oplevelsesområde på et næsten 900.000 kvadratmeter stort område nær Kildedal S-togs-station og kun 20 km fra Rådhuspladsen.

De planlagte 2.000 ferieboliger vil tilføre hovedstaden 10.000 nye sengepladser, hvilket svarer til en forøgelse af den nuværende kapacitet på hele 30 pct.
Initiativet er ikke alene udtryk for, at flere og flere danskere har råd til og mulighed for at investere i ”second house”, en bolig nr. to, men det er også udtryk for en international tendens, hvor ferieprojekter med badelande og masser af aktivitetstilbud popper op i nærheden af de europæiske storbyer.
”Storbyferie er blevet meget populært, men disse centre har så mange aktiviteter, at de også gør storbyferie tiltrækkende for børnefamilier, fordi man kan kombinere oplevelser i byen med badeland, wellness, idrætsaktiviteter m.m.,” siger direktør Lars Erik Jønsson fra VisitDenmark.

Ifølge Lars Erik Jønsson er de såkaldte city-breaks med kortere ferieophold i de største byer en af de hurtigst voksende rejseformer i Europa, og på det område er København naturligvis altdominerende herhjemme.
”Danskernes stigende køb af second house giver alt andet lige nogle større muligheder for udviklingen af vores turisme. Og set i det perspektiv er Kildedal et meget interessant projekt,” siger han.

Fremtidsforsker Jesper Bo Jensen peger på, at den stigende velstand og ændringer i forholdet arbejdsliv-fritidsliv betyder, at flere og flere danskere investerer i en bolig nummer to.
”Vi gør det, fordi det både er sjovt og en god investering at have en anden bolig, og fordi vi i mange tilfælde kan bruge den til andet end fritid. I dag flekser flere og flere ind og ud af arbejde og fritid – og bliver mindre afhængige af tid og sted. For 10-15 år siden troede man, at vi alle kunne flytte ud på landet og klare os med fjernarbejde via net og pc’er, men sådan er det ikke gået. Vi har brug for vores arbejdsplads, kolleger, inspiration, men vi har også brug for afveksling og for nogle gange at trække os tilbage et andet og mere fredeligt sted at arbejde,” siger Jesper Bo Jensen.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 27. september, 2007)

Skrevet af