Kritik af udspil om Kina-stewardesser

Udenlandsk kabinepersonale som for eksempel kinesiske stewardesser på SAS-fly skal fritages for kravet om en dansk arbejdstilladelse.



Sådan lyder integrationsminister Rikke Hvilshøjs (V) bud på, hvordan det kan gøres muligt for SAS at flyve med de kinesiske stewardesser, som har vakt faglig uro igennem længere tid.



For at sikre at der ikke sker en underminering af danske arbejdsforhold, skal de kinesiske og andre udlændinge i kabinepersonalet lønnes efter danske regler i den tid, hvor flyet er i dansk luftrum.



Det fremsatte forslag får en nedadvendt tommelfinger fra to af de parter, der mest kritisk har forfulgt sagen: Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov og fagforeningen FTF, der repræsenterer kabinepersonalet.



»Vi er slet ikke overbevist om, at det er nødvendigt at lave det her«, siger Thomas Adelskov, der især er optaget af, at de kinesiske stewardesser skal være ansat under ordentlige arbejdsvilkår, ikke mindst i forbindelse med sygdom og graviditet. Han mener, at man sikrer dette i dag via arbejdstilladelsen.



»Men vi kan ikke være sikre, hvis vi bare giver SAS og andre mulighed for at ansætte uden arbejdstilladelse«, siger Thomas Adelskov til Politiken.


Skrevet af