København har fint besøg

Trailblazers er en fagmesse for mødeplanægger-virksomheder. Den holdes hvert år i byer som Vancouver, Las Vegas og London. For første gang er Wonderful Copenhagen og VisitDenmark værter sammen med en række danske partnere.



De 65 amerikanske repræsentanter skal ikke se lysbilleder i en mødesal – tiden er knap og mulighederne mange. Hele ideen er at præsentere de amerikanske købere for så mange som muligt af Danmarks allerbedste produkter på to dage.



Der bydes velkommen på Marriott i dag, fredag; lørdag er der korte møder med erhvervsturismesælgere fra Monaco, England, Irland, Canada, Schweiz og Danmark. Fra Danmark deltager bl.a. SAS, Marriott, d’Angleterre, Hilton Copenhagen Airport, Hotel Skt. Petri, Tivoli og incomingbranchen.



Der bliver bl.a. en festlig aften i Tivoli og en afsluttende gallamiddag på d’Angleterre søndag. Efter den officielle afslutning er der tilbud om bl.a. overnatning på Sørup Herregaard ved Ringsted og middag på Ledreborg Slot.



Gennem Trailblazer-samarbejdet kan medlemmerne, som også omfatter tursælgere fra England, Irland, Canada, Schweiz og Monaco, tiltrække den bedste kaliber af købere.



I øvrigt var sidste år det bedste i 14 år målt i antal amerikanske turister i København. Amerikanske turister bruger i snit ca. 1.600 kr. i døgnet; for amerikanske møde- og incentive-rejsende, som Trailblazers henvender sig til, er beløbet langt højere.



Turisme er Danmarks tredje største erhverv. Den skaber ca. 70.000 stillinger, omsætter for ca. 40 mia. kr. årligt og giver årligt skatter og afgifter for ca. 20 mia. kr.

Skrevet af