Toppen af amerikanske MICE-indkøbere til København

MICE-turisme giver en omsætning i København på mere end to milliarder kroner om året. Så for den danske incomingbranche bliver det et af de vigtigste arrangementer nogensinde, når ca. 80 amerikanske MICE-topfolk til juli næste år – 200-året for H. C. Andersens fødsel – kommer til København med workshoppen Trailblazer. MICE er en forkortelse for: Meetings, Incentives, Conferences & Events/Exhibitions – altså erhvervsturisme.



Det er kun anden gang den 10-år gamle workshop holdes udenfor Nordamerika – og de danske arrangører, Danmarks Turistråd, Wonderful Copenhagen, incoming- og hotelbranchen samt SAS, vil diske op med det ypperste København kan tilbyde.



Trailblazers er et scoop for Danmark; medlemmerne er de mest kræsne amerikanske beslutningstagere og indkøbere; de har prøvet alt – og kommer nu til et seks-stjernet arrangement i København og efterfølgende ”post-tur.”



På Trailblazer’s mødes værtslandet og de fire andre landes sælgere med repræsentanter for de største og mest velrenommerede mødeplanlæggervirksomheder i USA. Danmark – eller Skandinavien – kan ikke alene tiltrække den kaliber købere, Trailblazer har. Danmark er med, fordi en tidligere medarbejder hos Danmarks Turistråds markedskontor i New York i år 2000 havde de rette forbindelser. De fire andre trailblazer-lande er Canada, Irland, Monaco og Storbritannien – ingen konkurrerer direkte med hinanden; men det er svært at komme i det gode selskab.



På Trailblazers bevæger deltagerne sig ikke kun mellem stande og præsentationer i udstillingshallen; de skal opleve steder og ture, de senere sælger til deres kunder i USA. Og der bliver ikke sparet på noget: programmet vil give rig lejlighed til at se og smage sig igennem det bedste i København indenfor arkitektur, design, kunst, gastronomi mm.



Salgs- og marketingchef i Wonderful Copenhagen, Søren Damstrup, er begejstret over at få Trailblazers til København. Han siger om betydningen: ”At få de prominente mødekøbere fra USA hertil kan generere store fremtidige indtægter for den københavnske mødeindustri og dansk erhvervsturisme. Møde- og incentiverejsende er nogle af de turister som bruger flest penge under deres ophold.”



En arbejdsgruppe bestående af Wonderful Copenhagen, Danmarks Turistråd, SAS, Hilton Copenhagen Airport, Copenhagen Marriott Hotel, Hotel D’Angleterre, Destination Management Copenhagen, Scandinavian Image og Lifestyle Tours har udarbejdet det konkrete forslag til afvikling af Trailblazers i København.



I foråret var de nationale turistråd fra de andre fire lande på site-inspection i København og den endelige beslutning om at placere Trailblazers 2005 i Danmark blev offentliggjort i sidste weekend ved dette års Trailblazers i canadiske Victoria.



”Der er megen prestige i at blive vært for Trailblazers. Det viser, at markedet har fået øjnene op for København som en særlig attraktiv destination for møde og belønningsrejser,” siger Søren Damstrup.

Skrevet af