Langer ud efter konkurrenter

”Forskellen mellem de store internationale bureauer og de nationale er, at vi er nødt til at tænke selv. Der kommer ikke en mand fra London og fortæller os, hvad vi skal gøre. Derfor må vi være i tættere kontakt med markedet end konkurrenterne.”



Det siger adm. direktør Axel Chr. Rasmussen fra det danskejede Weco DSB Travel, Danmarks største erhvervsrejsebureau, til Berlingske og tilføjer:



”Når vi mister en international kunde, som af sit hovedkontor er blevet pålagt at skifte til én af vore globale konkurrenter, oplever kunderne ofte, at de bliver en lille brik i et stort spil. De får ofte dårligere service og priser, fordi de globale bureauers grundlæggende strategi er at levere multinationale løsninger.”



STADIG INGEN PARTNER TIL WECO DSB




Som Take Off skrev i sidste nummer, er Weco/DSB Travel på udkig efter en partner. Om dette siger Axel Chr. Rasmussen til Berlingske:



”Vi mener selv, vi vil være en meget attraktiv partner for alle, der er interesseret i at etablere sig eller opnå en førende position på det danske marked. Vi er veletablerede som det førende erhvervsrejsebureau i Danmark. Det er ikke afgørende, hvem det bliver, men at det bliver. Vi har brug for større volumen.”



Rent faktisk var det meget tæt på, at det i 2003 blev til en fusion med det meget større norske erhvervsrejsebureau VIA Flyspesialisten. Planerne er dog ikke opgivet.



”Vi arbejdede på en fusionsmodel, men vi kunne i første omgang ikke blive enige om finansieringen,” siger Axel Chr. Rasmussen.



VIA-gruppen er Norges største rejsearrangør. Den årlige omsætning i Skandinavien er cirka 6,6 mia. norske kr. VIA har 1.150 ansatte og 123 kontorer – Weco DSB har 250 ansatte og otte kontorer.



På det danske marked ligner American Express Corporate Travel en naturlig partner. Selskabet er næppe tilfreds med sin nuværende position som nummer fem på et så lille marked.



Weco DSB lider som andre i erhvervsrejsebranchen under, at det er svært at skabe indtjening. Sidste år gav et nulresultat – på en omsætning på cirka 1,5 mia. kr.

Skrevet af