Sterling parat til priskrig

Det er meldingen fra Hilmarsson, som er i gang med at forberede nye ruter og en optrapning af konkurrencen.
I øjeblikket er Hilmarsson ved at vende hver en sten i selskabet, for at Sterling kan vinde markedsandele og skabe overskud. Udgangspunktet er ikke det bedste, idet et tab på 41 mio. kr. i første kvartal af 2005 efter fem års tab på i alt 350 mio. gør det svært at rette op inden årets udgang. Hilmarsson har dog ikke opgivet ambitionen, men det bliver ikke højere billetpriser, der skal tjene pengene ind. Tværtimod var en af Hilmarssons første tiltag en halvering af Sterlings mindstepris på 298 kr., og han er parat til at sænke priserne yderligere: ”Vi vil være den billigste lavprisoperatør. Hvis det er nødvendigt, er vi klar til at sænke priserne helt ned til én krone,” lyder det fra Hilmarsson.
Det er en strategi, der vækker undren hos luftfartsanalytiker, Jeff Saul fra Enskilda Securities: ”Markedet har gennem de sidste tre år bevist, at alle har tabt på den fremgangsmåde, for det er sikkert, at SAS og måske Maersk Air svarer aggressivt igen.”
(Børsen, 8/6)

Skrevet af