REJSEBUREAUER: På torsdag fylder adm. direktør for Risskov Travel Partner, 60 år. Det fejres med reception på dagen i Randers.
Nogle i rejsebranchen har åbnet og lukket mange døre i karrieren og skiftet arbejdsplads i nærmest tide og utide. Annelise Dam Larsen er i kategorien over de absolut mest stabile.
Det blev til 28 år hos hendes første arbejdsgiver, selv om rejsebureauet, hvor det hele begyndte, skiftede navn et par gange bl.a. grundet overtagelse af andre rejsebureauer.
Annelise Dam Larsen er født i Haderup, en lille by mellem Holstebro og Viborg.
Studentereksamen fra gymnasiet i Holstebro blev suppleret med en Højere Handelseksamen – tankerne om at blive revisor blev opgivet; i stedet fik Annelise Dam Larsen i 1979 elevplads i daværende Vestjydsk Rejsebureau. Samme år færdiggjorde hun også sin merkonomuddannelse i markedsføring.
Annelise Dam Larsen steg i graderne hos det vestjyske rejsebureau og var souschef i 1988, da varemærket Vestjydsk Rejsebureau blev udfaset og skiftede navn til Benns Rejser. I 1999 var Annelise Dam Larsen salgs- og marketingsdirektør da Benns Rejser blev overtaget af Kilroy Gruppen.
Hun blev med det samme adm. direktør for den del af virksomheden, som fik navnet MyPlanet. Men i 2005 solgte Kilroy Gruppen så MyPlanet til engelske First Choice Holidays (nu TUI), og da rejsebureauet Hannibal & Marco Polo blev opkøbt i 2007 ønskede de engelske ejere én fælles direktør for deres danske varemærker, og Annelise Dam Larsen måtte forlade virksomheden.
Men kort efter havde hun nyt job som adm. direktør, denne gang for Risskov Travel Partner, hvor hun har været siden.
Risskov Travel Partner, der næste år har 25 års jubilæum, er et af Danmarks store leisurebureauer med speciale i rejser til USA og Canada samt Australien og New Zealand. Desuden er bureauet specialiseret i rundrejser med dansk rejseleder og har et omfattende udbud til det meste af verden.
Rejsebureauet med 30 ansatte, ejes af Lars Bjelsdorf, og har ud over sit hovedkontor i Randers en filial i København.
Annelise Dam Larsen sagde for en del år siden til Take Off om sine år og karriere i rejsebranchen: ”Det har været en blanding af held, flid, at nogen tror på én, måske en portion intelligens samt lyst og drivkraft.”
Der er reception for Annelise Dam Larsen nu på torsdag kl. 15-17 i Cafe Jens Otto på Stemannsgade 9 i Randers.