Rejsebureau bliver officiel leverandør til fodbold-VM

“Vi er stolte over FIFA valgte os som officiel leverandør af VM-billetter i Danmark. Aftalen kom i mål via vores samarbejdspartner i England, der leverer VM-rejser til det engelske fodboldforbund,” siger René Andersen, adm. direktør for MyPlanet og tilføjer:



”Ifølge de engelske bookmakers, der plejer at ramme ret præcist, har Danmark 75 % chance for at kvalificere sig til VM; smutter det, er MyPlanet jo også på hjemmebane i Sverige, hvor vi kan sælge rejserne. Foreløbig har vi 650 pladser til kampene, men kan nok få ca. 400 ekstra.”



“Sydafrika har ikke hotelkapacitet til de titusinder af fodboldfans fra hele verden, der vil være der næste sommer. Derfor bygger vi tæt på Durbans havnefront Camp Roligan, teltlejren bliver base for 650 roligans i 2-personers safaritelte med faste senge. Lejren får fine toilet- og badeforhold, bar med storskærm, svømmepøl og internetcafé,” siger René Andersen og fortsætter:



”Durban ved Det indiske Ocean har ca. 20 graders varme i vinteren på den sydlige halvkugle, gode strande – og ikke så megen kriminalitet som f.eks. Johannesburg og Cape Town, men der bliver naturligvis hegn om vores lejr og vagter. Fordi byen ligger midtvejs i landet bliver det nemmere at komme til kampene i de øvrige byer. Først 4. december er der lodtrækning om, hvor de forskellige hold skal spille deres indledende kampe.”



MyPlanet sælger 16 dages VM-pakker uden oversøisk flyrejse fra 23.900 kr. med 16 nætter i lejren, billetter til Danmarks tre indledende puljekampe, bustransport til kampene og danske guider. Samme pakke koster 33.400 kr. med flyrejse med South African Airways.



Hvis Danmark ikke kvalificerer sig til VM, refunderes det indbetalte depositum. Foreløbig har MyPlanet 86 danske forudbestillinger på fodboldrejser til Sydafrika.





HB


Skrevet af