Dyrt at droppe ski-kampagne

Amterne og forsikringsselskaberne kommer til at betale dyrt for at spare 300.000 kr. på en kampagne mod skiskader. Kampagnen har siden 1997 fået antallet af alvorlige knæskader til at falde op til 10% årligt. Hver knæskade koster samfundet ca. 150.000 kr. til hjemtransport, hospitalsophold, genoptræning og tabt arbejdsfortjeneste.




På den baggrund er skilandsholdets idrætslæge, Uffe Jørgensen, rystet over, at det ikke lykkedes at finde penge til kampagnen i år.




”Vi skal jo blot forebygge to knæskader hvert år, for at pengene er tjent ind. Det er forrykt, at hverken amterne eller forsikringsselskaberne kan afse 300.000 kr.,” mener Uffe Jørgensen. Han forventer at resultatet af spareiveren bliver 50-100 flere korsbåndsskader den kommende skisæson.



Dansk Skiforbund, Europæiske Rejseforsikring og amterne i Danmark har siden 1997 gennemført oplysningskampagnen. Amterne har hidtil betalt 250.000 kr. årligt til kampagnen, men trækker sig helt ud i år.




”Ikke fordi vi er utilfredse, men vi skifter lidt mellem, hvilke oplysningsprojekter, vi bruger penge på,” siger direktør Otto Larsen fra Amtsrådsforeningen. Han ser det som helt naturligt, at udgifterne bæres af forsikringsbranchen.



Det er underdirektør Jakob Bender fra Europæiske Rejseforsikring ikke enig i. Han peger på, at udgifterne til de dyre skader som regel bæres af det offentlige gennem det gule sygesikringsbevis, der er gyldigt i hele Europa.




”Det er meget banalt: Risikoen bæres i vidt omfang af det offentlige, og derfor ser vi som privat forsikringsselskab ikke noget incitament til på egen hånd at finansiere sådan en oplysningskampagne,” siger Jakob Bender.



HVER TIENDE DANSKER SKADES PÅ SKIFERIEN




500.000 danskere skønnes hvert år at tage på skiferie. Hver tiende kommer galt af sted, mens 5.000 pådrager sig en alvorlig skade, fx. får 1000 læderet knæet.

Skrevet af