Spanien undskylder politivold mod dansk turist

Den spanske ambassade i København har nu overfor en 18-årig dansk turist undskyldt, at han 6. juli blev udsat for grov politivold på Hotel Olimpic i feriebyen Calella. En spansk politibetjent gik amok og overdængede den værgeløse teenager med 28 slag og kvæstede ham alvorligt.




Betjenten er fritaget for tjeneste og må imødese en disciplinærsag, oplyser Spaniens ambassadør i Danmark, José Pons.



Rådhuset i Calella har personligt henvendt sig til den 18-årige og hans familie med en undskyldning, ligesom den spanske udenrigsminister har undskyldt over for den danske regering.



”Dette uheldige tilfælde skaber bedrøvelse og harme, men vi bør ikke glemme den venlige imødekommenhed, spansk politi normalt udviser over for de millioner af turister, iblandt flere hundrede tusinde fra Danmark,” skriver ambassadør Pons.




Den 18-årige var på ferie i den spanske badeby Calella, da han fik et mentalt sammenbrud, formentlig pga. væskemangel, opførte sig truende, men uden at fysisk forulempe andre hotelgæster.



Spansk politi, der ifølge Amnesty International ikke er de rene englebasser, kom til og mens fem andre betjente så til uden at gribe ind, gennempryglede deres kollega den 18-årige. Uheldigvis for betjenten og Spanien optog en anden gæst voldsorgiet – billederne har bl.a. været vist på dansk TV2 og store dele af Europa.

Skrevet af