En rolig flyvetur med børn



”Der er mange forældre, der tror, at der bliver tid til morgenmad i lufthavnen, taxfree-shopping osv. Det er en fejl. Opholdet i lufthavnen skal ske på børnenes præmisser.”



Det mener Margrethe Brun Hansen, der er børnepsykolog og forfatter til bogen ”De kompetente forældre”, og hun ved, hvordan man undgår grædende børn og sure medpassagerer. Det skriver Politiken.



”Børn synes, at hele logistikken i lufthavnen er dybt fascinerende. Mange af dem taber kæben, når de spotter en jumbojet på landingsbanen. Det er en god idé, hvis man kan forklare de små lidt om, hvad der foregår,” siger Brun Hansen.



Hun mener til gengæld, at det er en rigtig dårlig idé at pacificere børnene med slik.

”Det får man kun små, hyperaktive bimmerbørn af. Sig i stedet til børnene, at der er slik og cola på feriestedet, ikke i flyet. Det er trods alt bedre at høre på klynk i 10 minutter end at stå model til deres eskapader i flyet,” siger hun.



”Det er en god ide at medbringe barnets yndlingslegetøj, noget, der holder barnet beskæftiget, som for eksempel et puslespil eller en tegneblok. Når serveringerne er overstået, anbefaler vi, at man går en tur i flyvemaskinen, så barnet kan se de andre passagerer og få styret sin nysgerrighed,” lyder det fra SAS.



Margrethe Brun Hansen anbefaler, at man desuden anskaffer sig en højtlæsningsbog og læser det første kapitel hjemmefra, så børnene kender historien og har lyst til at høre mere.



”Det er noget, de kan se frem til. Man skal huske på, at oplevelsen er ny for børnene, og at vi skal støtte dem,” siger børnepsykologen.




Skrevet af