USA fortsat danskernes foretrukne oversøiske rejsemål



At den årlige lange ferierejse fortsat i en pæn udstrækning henlægges til fjernere himmelstrøg, bekræftes af den top 5-oversigt over oversøiske rejsemål, Danmarks Rejsebureau Forening har udarbejdet. Den omfattende undersøgelse udkommer i næste uge.



”Som i 2005 indtages førstepladsen af USA, der har oplevet en fornuftig fremgang i antallet af danske besøgende, ikke mindst når man tager landets besværlige indrejseregler i betragtning,” siger DRF’s adm. direktør, Lars Thykier, til Take Off.



Den største fremgang blandt de oversøiske destinationer tegner Thailand sig for.



Med en fremgang på over 23 % og næsten 130.000 danske indrejsende i 2006 er Thailand større end nogensinde – og meget tyder på, at landet endnu ikke har toppet. Der forventes således mellem 140.000 og 150.000 danske rejsende til Thailand i år.



Den samme positive udvikling gælder for listens anden højdespringer, Kina. Med et besøgstal, der er øget næsten 22 % fra år 2005 til 2006, kan Kina blive den næste oversøiske hit-destination blandt danske rejsende.



En position Kina kan overtage efter Egypten, der gik voldsomt tilbage i 2006. Heldigvis tyder tallene for 2007 på, at Egypten er stærkt på vej tilbage igen, siger DRF.



Nedgangen i danske rejsende deles af et andet muslimsk land; Tunesien. Tunesien blev i 2006 overgået af Canada, den eneste nytilkomne på Danmarks Rejsebureau Forenings top 5 over danskernes foretrukne oversøiske rejsemål i fjor.



For begge muslimske landes vedkommende skyldes nedgangen i 2006, efter DRF’s vurdering, Muhammed-krisen og efter-veerne efter denne.



Top 5 oversøiske rejsemål var i 2006 (i afrundede tal):



USA med 185.000 danske indrejsende (i 2005: 176.000)



Thailand: 128.000 (104.000 i 2005)



Kina: 50.000 (41.000 i 2005)



Egypten: 43.000 (92.000 i 2005)



Canada: 28.000 (ny på Top 5; nr. 5 i 2005 var Tunesien med 37.000 danske ankomster.)



Tallene er indhentet fra de pågældende landes ambassader i Danmark, konsulater, officielle turistbureauer samt i enkelte tilfælde fra andre pålidelige kilder.



HB

Skrevet af