København får natfly på New York

Efter 11. september 2001 gik flytrafikken til og fra USA så meget ned, at SAS lukkede for den ellers populære natrute fra Newark-lufthavnen udenfor New York til København og med aftenafgang den anden vej.



Nu kommer den imidlertid tilbage. “Der er et stigende behov på ruter til og fra New York, og nu har vi via omplaceringer fået et fly fri til fire gange om ugen at sætte ind på natruten fra New York,” siger kommerciel direktør for SAS oversøiske ruter, Lars Sandahl til Take Off.



“Der bliver afgang fra Newark kl. 23,25, og hvis ikke vi er sidste forbindelse fra New York til Europa, er vi i hvert fald en af dem. Samtidig har vore internationale passagerer gode muligheder for at nå ud i Europa samme dag efter ankomsten til København.



Den anden vej bliver der afgang fra København kl. 18,35. Man kan altså nå en hel dag i København og lander så i Newark samme dag ved 21-tiden. Også opholdet i New York får en helt anden karakter sidste dag, når man ikke skal sætte kurs mod lufthavnen først på eftermiddagen. For slet ikke at tale om lokaltrafik ind til Newark fra andre amerikanske byer – og videre til København.”



Sommerplanen for netop den forbindelse starter 20. maj og kører indtil videre til 31. august.



En anden ændring bliver fra 25. marts, når SAS introducerer en ny rute fra Stockholm til Beijing.

Skrevet af