Fyrer hver sjette medarbejder









”Billetkontoret har i dag med dyb beklagelse fyret 11 medarbejdere i København og Århus,” hed det i pressemeddelelse her til formiddag fra Billetkontoret.



Billetkontorets adm. direktør, Jesper Schou, oplyser til Take Off, at det drejer sig om ni af de 58 medarbejdere på hovedkontoret i København samt to ud af otte på kontoret i Århus.



Billetkontorets fyringsrunde er den anden store den seneste tid i rejsebranchen. I sidste måned opsagde Nyhavn Rejser 6 ud af sine 63 medarbejdere.

Og eksperter i rejsebranchen frygter flere fyringsrunder.

Samtidig roses Billetkontoret får meget professionel håndtering af fyringerne ved selv at fortælle om disse med det samme – frem for at fagpressen selv hører om det fra andre kilder…



”Jeg tror, at det bliver en lang krise i rejsebranchen; mange spår, at det først bliver bedre efter 2010,” siger Jesper Schou og tilføjer:

”Vi har skåret bredt ned og får som konsekvens heraf flere flydende afdelingsgrænser, hvor vi skal bruge vore ressourcer på tværs af afdelingerne.”



Fyringsrunden i Billetkontoret skyldes bl.a., at Billetkontoret ifølge Jesper Schou er mindst 20 % nede i bookinger i forhold til sammen tid sidste år.



Billetkontoret sælger sine produkter gennem 220 danske rejsebureauer.

”Selve Billetkontoret har ikke mistet kunder i stort omfang; der er det samme antal bureauer som før. Men de bureauer, som sælger vores produkter, sælger mindre end før. Der er generelt nedgang over en bred front,” siger Jesper Schou.



I Take Off Weekly i fredags sagde Jesper Schou om rejsebranchens nuværende status:



”Jeg tror, at 95 % af de, der siger, at “det går rimeligt”, i virkeligheden sender et pausesignal. Vi oplevede i branchen efter 11. september, efter SARS’en, efter tsunamien, at krisen ikke varede så længe som vi havde frygtet. Når jeg denne tid taler med folk på tomandshånd, siger de fleste, at de bløder. Det som skiller vandene, er vurderingen af, hvor lang og hvor dyb krisen bliver. Jeg tror, at den bliver lang og dyb.”



Og i dagens pressemeddelelse skriver Billetkontoret: ”Billetkontoret har det seneste års tid gennemført en række rationaliseringer af arbejdsgangene for at imødegå konkurrencepresset. Vi havde håbet at klare tilpasningen ved stigende volumen og naturlig afgang.

Der er i øjeblikket intet som tyder på at rejsebranchen står foran en periode med vækst, eller blot status quo, og vi har desværre ikke set nogen andre muligheder for at undgå dette skridt.”



HB

Skrevet af