Ryanair tror ikke på Sterling og Maersk Air

Ryanair klager ikke i denne tid. Europas næststørste lavprisselskab – efter engelske Easyjet – satte i juli ny månedsrekord med 3,1 millioner passagerer – 29% flere end juli sidste år. Det irske lavprisselskab havde en kabinefaktor på 90% i juli – og har de seneste 12 måneder fløjet med over 30 millioner passagerer.



Selskabet forventer 35 millioner passagerer inden årets udgang.



Og overskuddet steg i sidste kvartal til 70 mio. euro i forhold til 53 mio. euro i samme periode sidste år. Omsætningen steg i kvartalet 35% til 405 mio. euro fra sidste års 300 mio. euro.



Fremgangen skyldes ifølge koncernchef Michael O’Leary, stigende billetpriser pga. højere brændstofudgifter har sendt flyrejsende i armene på Ryanair.



Tidligere på ugen var Ryanairs viceadm. direktør, Michael Cawley, i Stockholm.



Under sit besøg fik han både sagt, at han ikke tror hverken svenske Fly Me eller norske Norwegian overlever den kommende vintersæson.



Sterlings islandske ejer, Fons, købte i øvrigt tidligere på ugen 11% af netop Fly Me.



Ryanair-chefen fik også sagt, ifølge boarding.no, at han stiller sig kritisk til de islandske opkøb af Sterling og Maersk Air, som begge havde tre-cifrede millionunderskud i fjor.



”Islændingene må trykke deres egne pengesedler, hvis de skal klare alle disse tab,” sagde Cawley i Stockholm.



Og han gentog ledelsen af Ryanairs spådom om et blodblad blandt lavprisselskaberne den kommende vintersæson.



HB

Skrevet af