Finansminister aflyser EU-hjælp via flybilletter

Det var Frankrigs forslag. Derefter fulgte Belgien trofast med, mens andre lande vakler, og der kom et klart nej fra Sverige, Finland, og nu også Danmark samt en del andre EU-lande. Til spørgsmålet om en afgift på flybilletter, hvorefter beløbet skal bruges til hjælp i udviklingslandene. Forslaget skal drøftes på et EU-møde i London i dag.



“Der er nogen, der udviser stor opfindsomhed for at finde penge til bistandshjælp uden om de offentlige kasser,” siger finansminister Thor Pedersen i dag til Børsen. “Den danske holdning er, at hvis forslaget skal indgå i en pakke, så skal afgiften være frivillig.”



Fra SAS er holdningen klokkeklar. “Vi synes, det er det mest malplacerede forslag, vi har set i lang tid,” siger informationsdirektør Hans Ollongren.



Hertil kan tilføjes, at EU oven i købet har regnet på en frivillig ordning, som man venter kan indbringe 2,1 mia. kr. om året. Hvordan i alverden kloge hoveder i EU kan sætte beløb på en frivillig ordning overgår de fleste fantasi. Forklaring kommer måske i dag.

Skrevet af