Dramatisk nødlanding i Aalborg

Det lignede en perfekt sikkerhedslanding, da SK1209 i går satte hjulene på landingsbanen i Aalborg Lufthavn ved 16-tiden. Men så brød landingsstellet i højre side sammen, flyet krængede over, og højre vinge brød i brand, da den med hård kraft ramte cementbanen. Vragdele fra den smadrede propel røg gennem skroget og ind i kabinen samtidig med, at SAS-flyet kørte af banen og ud i græsset, hvor det stoppede brat.

Her kunne det være endt i en katastrofe, men ingen af de 73 ombordværende på det propeldrevne Dash-fly var i fare for at miste livet. Branden var hurtigt slukket, og alle passagerer blev efter evakueringen kørt til behandling på skadestuen. 40 blev behandlet for småskrammer og piskesmæld, og i aftes var seks passagerer fortsat indlagt. Ingen er dog alvorligt kvæstet.

Allerede efter starten fra Københavns Lufthavn i Kastrup fik piloten på indenrigsflyet en alarm i cockpittet om, at der var problemer med landingsstellet. Mens flyet fortsatte mod Aalborg, gik piloterne rutinemæssigt i gang med at lokalisere fejlen, men det lykkedes tilsyneladende ikke. Kl. 15.18 var der ingen vej uden om, og man måtte slå katastrofealarm.

Otte ambulancer og avancerede slukningskøretøjer, kaldet chrashtender, rykkede ud i lufthavnen sammen med alt disponibelt mandskab fra Nordjyllands Politi i Aalborg.
Imens kredsede SAS-flyet rundt i luften og tømte brændstof, inden det fik tilladelse til at foretage en sikkerhedslanding.

Selve evakueringen tog kun få minutter, og herefter fik de 69 passagerer mulighed for at tale med psykologer og pårørende om forløbet.

I Aalborg Lufthavn lød meldingen fra indsatslederen, at landingshjulene tilsyneladende ikke var låst fast, da de ramte cementbanen.
I løbet af aftenen landede medlemmer af Havarikommissionen for Luftfart i Aalborg Lufthavn. De skal som det første sikre selve flyet, så undersøgelserne af havariet sker ud fra de helt nøjagtige data.
”Hvis det viser siger, at de finder et eller andet, som har betydning for flysikkerheden på denne flytype generelt, vil vi blive underrettet. Så vil vi i givet fald iværksætte tiltag, der retter op på problemet,” siger Thorbjørn Ancker, der er informationschef i Statens Luftfartsvæsen.

Sent i aftes stod det havarede fly fortsat på landingsbanen, og al flytrafik med SAS var aflyst mellem København og Aalborg.

(Berlingske Tidende, d. 10. september, 2007)

Skrevet af