Movement Travels har dårligt ry i rejsebranchen

Movement Travels blev oprettet i 2000 som en sammenlægning mellem Skitalia og Copenhagen Ski Rejser. Bureauet er ifølge egne oplysninger drevet af ”yngre skientusiaster.”



Men entusiasmen dækker ikke økonomiske færdigheder – eller anerkendte forretningsmetoder. Det er Movement Travel berygtet for i den seriøse del af den danske skirejsebranche, siger flere branchekilder til Take Off.



Movement Travels omsatte ifølge sit senest offentliggjorte regnskabsår for 16 mio., men endte med et minus på lige en mio. kr., viser opgørelsen i Ole Egholms årlige analyse om økonomien i de 150 største danske Rejsebureauer.



MBA’en Ole Egholm har i sin senest offentliggjorte analyse bl.a. disse kommentarer til Movement Travels økonomi: ”Movement Travels er vel det sorteste får i skiklassen.”



Udover millionunderskuddet i 2007 har ”selskabet et særdeles uigennemsigtigt mellemværende med sine aktionærer og direktører,” skriver Movement Travels revisor bl.a. i selskabets seneste regnskab.



Movement har en verserende skattesag for årene 2001, 2002 og 2003. Hvis sagen tabes udløses et skattekrav på 100.000 kr., fremgår det af Ole Egholms analyse.



Movement Travels er også på Ole Egholms liste over de mest konkurstruede rejsebureauer. Hér skriver han bl.a.:

”Movement Travels har megen rod i regnskaberne og deres resultater kører altid på pumperne, ser det ud til.”



HB

Skrevet af