Fredagsklummen: Finnair overhaler SAS

Af Ejvind Olesen



PÅ EN MÅDE har jeg altid beundret Finnair. Fordi de bare kæmpede. Helt alene i yderkanten af Skandinavien og med et meget lille befolkningsunderlag. Og den måde de har overlevet på efter, at deres bedste handelspartner, Sovjetunionen skvattede sammen. Det havde naturligvis været langt mere fornuftigt at slå pjalterne sammen med storebror SAS og danne det nordiske flyselskab. Men, ikke tale om. Vi kan selv.



Sådan har historien imidlertid maget det. Og den dag i dag stiller de brave finner sig op foran spejlet og siger de så kendte ord: “Lille spejl på væggen der, hvem er størst i Norden her? “



Som om det eneste saliggørende er at være størst. Ikke på passagerer, ikke på overskud, men på fløjne passagerkilometer. “Lad os bare få nogle røve i sæderne, uanset hvad de betaler for billetterne, og lade os flyve rigtigt langt med dem, indtil videre med uøkonomiske fly, så skal vi nok blive størst”. Lad mig tilføje “og fattigst”.



DERFOR FIK Finnair i går overskriften “Finnair overhaler SAS” i dagbladet Børsen.. Samtidig med, at SAS skærer 20 procent i produktionen og fastholder billetprisen, skærer Finnair kun otte procent og fylder op i flyene.



På den måde kan det godt være, at SAS bliver den lille målt i passagerkilometer, men ikke i antal passagerer og ikke i økonomisk resultat.



“Vores billetpriser er lavere end sidste år, men vi tror ikke på at SAS strategi holder. Det giver ikke balance i forretningen. Vi mener det er bedre at have en høj markedsandel og give sig på priserne” siger Taneli Hassinen fra Finnair til Børsen.



Nu er Finnair ikke Ryanair, hvor en sådan strategi nok holder stik. Finnair godter sig tydeligvis over, at SAS i sommer har lukket ruten fra Stockholm til Beijing og på den måde hjulpet Finnairs store Asien-trafik yderligere. Det er lettere at tage fra Stockholm til Helsinki end at tage via København for at komme til Kina.



Der er bare det at sige til det, at alle de givtige bonuskunder i SAS fortsætter med at rejse via København, for der optjener de gode points. Til gengæld overlades de billige turister fra Sverige gerne til Finnair.



DET ENE øjeblik vil Finnair købe SAS. Det næste siger dansk bestyrelsesformand Fritz Schur, at SAS gerne vil fusionere med Finnair, men det er bare ikke aktuelt lige nu. Det sidste ville selvfølgelig være det eneste rigtige, men det kommer til at koste blod, sved og tårer – og arbejdspladser. Og forbrugerne bliver sorteper.



Tror du på Finnairs strategi i forhold til den SAS har valgt? Stem i quick poll.


Skrevet af