Ny fyringsrunde i stort erhvervsrejsebureau

Krisen har ramt det største danske erhvervsrejsebureau udenfor København, Vejle Rejser, hårdt. Adm. direktør og hovedaktionær, Ole Svendsen, siger til Take Off, at bureauet nu er på indeks 70 i forhold til samme tid i fjor.



Ole Svendsen bekræfter Take Offs oplysninger om en ny fyringsrunde – i denne uge blev 12 af bureauets 60 ansatte opsagt. I november sidste år mistede seks deres job.



Denne gang blev ni fyret fra kontoret i Vejle, de øvrige tre er på Vejle Rejsers filial i Grønlands hovedstad, Nuuk, hvor der bliver fem ansatte tilbage.



Netop for at undgå fyringer, havde Vejle Rejser, som tidligere omtalt på Take Offs hjemmeside, tre måneder i foråret, hvor 40 af de 60 ansatte var på nedsat arbejdstid og kunne få supplerende dagpenge.



”Efter første halvår af i år er vi 30 % under omsætningen samme tid sidste år. Fyringsrunden i denne uge var nødvendig for at redde de resterende arbejdspladser. Jeg håber, at vort årsresultat ender på den pæne side af nullet,” siger Ole Svendsen, der også er fraktionsformand for erhvervsrejsebureauerne i DRF.



Vejle Rejser blev grundlagt i 1969 af Peer Bjørck. Siden 1997 har Ole Svendsen været adm. direktør, og han stod i december sidste år i spidsen for den ledergruppe, der i et generationsskifte overtog virksomheden. Ole Svendsen har nu 51 % af aktierne, mens de fem øvrige fra ledergruppen hver har 9,8 %.

Efter salget trak familien Bjørck sig ud af Vejle Rejser.



Vejle Rejser har i dag kun kontor i Vejle samt i Nuuk. I efteråret 2007 lukkede bureauet i Aalborg og Københavns Lufthavn, det kostede 15 jobs.



Med årsomsætning på 600 mio. kr. er Vejle Rejser fjerdestørste erhvervsrejsebureau i Danmark. Det har ca. 1.500 firmakunder blandt danske og grønlandske firmaer.



HB

Skrevet af