Det nye Danmarks Akvarium skal være et pompøst, nationalt vartegn i verdensklasse. Samtidig skal akvariet indrettes så unikt, at det bliver i stand til at tiltrække besøgende i mindst ligeså stort omfang som f.eks. Tivoli og Legoland.
Det er ambitionen hos partnerne, der nu har givet hinanden håndslag på, at den mere end ti år gamle plan om at renovere, ombygge eller helt flytte Danmarks Akvarium i Charlottenlund, bliver ført ud i livet.
Beslutningen om at give de gamle projektplaner om fornyelse af Danmarks Akvarium i Charlottenlund nyt liv, blev truffet et par uger før sommerferien. Da gik Realdania ind i sagen sammen med Knud Højgaards Fond og Tårnby Kommune med henblik på at arbejde videre med et realistisk planlægningsgrundlag.
Der er begejstring at spore hos Tårnbys borgmester. ”Det bliver noget, der dækker hele Skandinavien og giver landet et kolossalt kulturelt løft. Det bliver et enestående kulturbyggeri i hele Nordeuropa,” siger Tårnby-borgmester, Henrik Zimino (S). Han regner med op til 950.000 besøgende om året, når det ny Danmarks Akvarium er bygget færdig.
Den samlede projektøkonomi er sat til 630 mio. kroner. For den pris skal der opføres et bygningsværk, der kommer til at rumme Nordeuropas største akvarium med et bygningsareal på mere end 10.000 etagemeter med tilhørende udstillingsarealer og faciliteter. Dertil kommer udendørs anlæg, hvor det ifølge initiativtagerne vil være naturligt at inddrage beliggenheden ud til Øresund og muligheden for at bygge ud i vandet.
”Det bliver et oplevelsesanlæg, som man kan gå ind i, og hvor man virkelig bliver i stand til at fornemme miljøet omkring sig. Det bliver med hajer og alle de øvrige arter, vi allerede kender i Charlottenlund. Men nu bliver det helt nye og unikke rammer, der vil præsentere havets dyr endnu bedre i deres naturlige omgivelser,” forklarer akvariets direktør Jesper Horsted.
Med en beliggenhed tæt på Københavns Lufthavn forventer initiativtagerne i øvrigt, at det kommende akvarium vil vække stor interesse hos mange transitpassagerer i lufthavnen. Ifølge Tårnbys borgmester Henrik Zimino vil det være tænkeligt og muligt at etablere direkte adgangsforbindelse mellem transitområdet i lufthavnen og akvariet.