Hotelkæde overvejer at opgive Danmark

Den store franske Accor-kæde med 4.000 hoteller på verdensplan, overvejer om den skal trække sig ud af Danmark.

Her har kæden seks hoteller, flagskibet er det 4-stjerende Sofitel Plaza ved Hovedbanegården, de to tidligere Spies-hoteller, Mercure Copenhagen og Mercure Richmond samt de mere ydmyge hoteller på Vesterbrogade under varemærket Ibis, Crown, Triton og Star.



Til Take Off siger operationschef for Accor i Danmark, Tristan Beau de Lomenie:



”Vi vil helst ikke forlade Danmark, men det kan blive nødvendigt. Vi har måtte bryde lejekontrakten med udlejeren af de seks ejendomme, vor vores hoteller befinder sig. Det var en dårlig kontrakt, hvor vi betaler cirka 50 % over markedsniveau.”



Ifølge Take Offs oplysninger har Accor betalt 105 mio. kr. for at komme ud af aftalen før tid med udlejeren, firmaet Sorana. Fra anden siden oplyses, at Sorana har sat de bygninger, som huser de seks Accor-hoteller til salg.

Fabrikant Lorentz Th. Jørgensen, der ejer Sorana, returnerede torsdag ikke Take Offs henvendelse.



”Danmark er et godt marked, økonomien er meget stærk og Skandinavien er meget vigtig for Accor. Det er også godt at være her, fordi vi herfra booker mange gæster til vore øvrige hoteller,” siger Tristan Beau de Lomenie.



Accor har været i Danmark i seks år. Kædens seks hoteller har 600 værelser og en gennemsnitsbelægning på 69 %.

”Men vi har tabt mange penge i Danmark, og vort hovedkontor i Paris vil ikke mere betale det underskud. Derfor den drastiske overvejelse om måske at forlade Danmark. Hotelmarkedet i København er meget konkurrencepræget, men markedet vokser også hele tiden,” siger Tristan Beau de Lomenie.

Han ved ikke, hvornår en beslutning kommer om eventuelt at forlade Danmark; det er op til den skandinaviske Accor-chef i Stockholm.

”Men jo før vi har en afgørelse, jo bedre,” siger Tristan Beau de Lomenie.



Accor, der har en lang række varemærker indenfor hotelbranchen, er navnlig stærk på 3-stjernede hoteller.

”Den fjerde stjerne er for dyr, fordi den kræver flere ansatte,” siger han.



Ifølge Take Offs oplysninger, har en investor været på banen for at overtage de seks københavnske hoteller, men sprang fra. Der er muligvis en anden på bedding.



Det kan være frygt for kollaps i boligpriserne og ønsket om at stryge gevinsten som har fået udlejningsfirmaet Sorana til at sætte sine bygninger til salg.



Børsen skrev torsdag, at der er en voldsom stigning i antallet af boliger til salg i Storkøbenhavn.

Ifølge en opgørelse fra lektor Jacob Fage-Pedersen fra DTU er udbudet af boliger i Københavns Amt steget hele 240 pct. i år.

Flere ejendomsmæglere bekræfter tendensen over for Børsen. “For mit vedkommende er antallet af boliger til salg steget 300 % i år,” siger Peter Norvig fra Nybolig, en af Københavns største ejendomsmæglere.



Accor ejede indtil for nylig halvdelen af aktierne i erhvervsrejsebureauet CWT på verdensplan.



HB

Skrevet af