Helt unge på rene drukrejser

I Danmark er der flere rejsebureauer, som arrangerer rejser kun for denne målgruppe. Fælles for dem er arrangerede fester på destinationen, hvor den populære pubcrawl er obligatorisk. Her besøger gæsterne fire til fem barer i løbet af aftenen, hvor det primære mål er at drikke så meget som muligt. Natten til fredag mistede en 17-årig dansker livet på sådan en pubcrawl i Sunny Beach i Bulgarien. Dødsårsagen er endnu ukendt, skriver jp.dk

Personen var på ferie med Dansk Ungdomsferie, der sender unge til Sunny Beach i Bulgarien og Lloret de Mar i Spanien. Selskabets direktør Jesper M. Schousen fortæller, at guiderne på stedet gjorde, hvad de kunne for at genoplive manden.

”En af vores kvindelige guider snakkede med den 17-årige kort før, at han faldt om, og hun oplevede ham ikke som stærkt beruset. Dødsårsagen er endnu ikke fastslået, men med det som jeg har fået oplyst, har jeg ingen grund til at tro, at dødsfaldet skyldtes alkohol. Den guide, der gav ham førstehjælp, er uddannet brandmand og har derfor et udvidet kursus i førstehjælp, og alle vores guider har en uddannede i førstehjælp”, fortæller Jesper M. Schousen.

I følge Ung Rejs, der også arrangerer rejser for unge i Bulgarien og Spanien, er gennemsnitsalderen for gæsterne 17-19 år.

Ung Rejs, der i år sender 8.000 unge i alderen 16-26 år til enten Golden Sands i Bulgarien eller Lloret de Mar i Spanien, har ikke nogen problemer med at sende unge under 18 år af sted. På deres hjemmeside står, at selskabet ingen aldersgrænse har, men er man under 18 år, skal forældrene give lov. Det er dog ikke noget, som rejseselskabet kontrollerer.

”Personligt vil jeg hellere sende min 16-årige søn eller datter med os til Bulgarien end med en gruppe venner til Løkken, hvor de er 100% på egen hånd. Hos os er der i det mindste nogen, der kigger efter dem. Vores guider er uddannet på Skandinaviens største guideskole og har også et førstehjælpskursus, som er godkendt af Røde Kors og skal afsluttes med en eksamen”, forklarer produkt- og personalechef i Ung Rejs, Jesper Bang.

Selv om guiderne er på arbejde under de arrangerede fester, må de godt drikke alkohol med gæsterne.

”Vores guider drikker også på pubcrawl, men vi vil ikke have, at de er overdrevet berusede. I nærheden af diskotekerne har vi desuden altid to guider, som er ædru, og som vil kunne hjælpe, hvis der sker noget”, fortæller Jesper Bang.

Et andet rejsebureau, der arranger rejser for de unge er Viby Ungdomsrejser. På selskabets hjemmeside bliver pubcrawlen omtalt som ”Festen alle taler om, men ingen kan huske!”

Skrevet af