Kommentaren

Websides skulle finansieres af abonnement. Dagblade skulle leve af avissalg. Flyselskaber af billetsalg.



Troede vi engang for ikke særligt længe siden.



Men nu er verden ganske anderledes. Som nogle af de sidste i USA har New York Times lagt deres produktion på nettet finansieret af annonceringen. Kvalitetsaviser foræres væk og erstatter i stigende grad abonnementer på de traditionsrige morgenblade og formiddagsavisernes løssalg.



Og nu er udviklingen også kommet til flybranchen.



Sterling – et højt estimeret lavprisselskab – vil forære sine billetter væk og tjene sine penge på udlejning af biler, hotelværelser, events af enhver art – og på sigt kasino i kabinen, så den sparede billetpris i stedet for kan blive brugt på rouletten.



Man mindes Preben Uglebjergs fremragende præstation, da han sang om Tjæreborg-præsten og gyngerne og karrusellen.



Kan der siges noget ondt om Sterlings hensigter? Bestemt ikke. Selskabet tilretter deres produkt efter et marked, der givet er på vej.



Mange rystede på hovedet af MetroXpres. Det gør de ikke mere. I særlig grad ikke hos Berlingske, Politiken og Jyllands-Posten.



Nogle vil sikkert ryste på hovedet af Sterling.



Men det vil ikke være et udtryk for eftertænksomhed. Det handler blot om, at koncernens samlede indtjening er større end de samlede udgifter – om kunderne betaler for et hotelværelse eller bruger pengene på rouletten er for så vidt ligegyldigt.



Men udviklingen vil også skabe en endnu større spændvidde fra de store traditionsrige selskaber som SAS, Lufthansa, British Airways og Air France.



Ethvert forsøg på at konkurrere på prisen er naturligvis omsonst. Så må man konkurrere på kvaliteten, service, selve rejseoplevelsen og fleksibiliteten.



Nøjagtigt som jeg har det med gratisaviser og betalte produkter. Jeg køber flere gange om ugen B.T. for alene at læse sporten. Resten er noget overfladisk og ligegyldigt vrøvl, som jeg langt bedre får andre steder. Og hvis jeg vil bag om den internationale dagsorden kaster jeg mig over en af morgenaviserne. Der rækker gratisaviserne ikke. Og jeg er parat til at betale for en avis, selv om jeg kan få en anden gratis.



Og på samme måder med flybilletter. Jeg vil stadig gerne rejse med SAS eller Lufthansa eller hvem som helst, hvis jeg sidder ordentligt, får ordentlig service, kan sidde sammen med min kone og øvrige rejseselskab osv.



Men mange vil se helt anderledes på det. Derfor har Sterling set rigtigt. Og markedet får endnu flere meget forskellige produkter at vælge imellem.

Skrevet af