Flere udenlandske turister til provinsen

Århus, Odense og Aalborg vil have flere udenlandske turister på city break. Det skal bl.a. ske via et samarbejde mellem turismeerhvervet i de tre byer, Danmarks Turistråd og Maersk Air.



Det forhåbentlig større antal flyvende gæster kommer fra Maersk Airs ruter til Billund fra London, Stockholm, Oslo, Milano og Torshavn.



City break-projektet bygger på de budskaber, der kan sælge de tre byer til udenlandske city break-turister. Det unikke ved de tre byer er ifølge en ?budskabsplatform?: livsglæden og harmonien i byerne samt nærhed og intimitet så den besøgende turist kan være sammen med sine nærmeste på en afslappet måde, skriver Danmarks Turistråd.



Udformningen af de konkrete tilbud sker primært på de enkelte markeder – i samarbejde mellem Maersk Air, og Danmarks Turistråds markedskontorer. Dog er flere tilbud bygget op omkring H.C. Andersens kommende runde fødselsdag, ligesom dansk jul er udgangspunkt for andre planlagte tilbud.



Foruden Maersk Air og Danmarks Turistråd er det turistorganisationerne i de tre byer samt First Hotels, Choice Hotels og Europcar med i projektet.



Markedsføringen af det nye projekt er baseret på Maersk Airs nye koncept. ?Det er et koncept, som lægger vægt på fleksibilitet og konkurrencedygtige priser, hvilket passer fint med Maersk Airs nye koncept, der netop tilbyder stor valgfrihed og lave priser til kunderne, så alle har mulighed for at være med,? siger Kasper Gjedsted fra Maersk Air Marketing.



Foruden city break projektet i provinsen deltager Maersk Air og Danmarks Turistråd i et lignende projekt, der skal få city break-turister til København via Maersk Airs ?fly as you like koncept.? Det sker i samarbejde med Wonderful Copenhagen.

Skrevet af