British Airways overvejer SAS-køb



Ifølge den britiske avis Daily Mail har nu også flyselskabet British Airways meldt sig på banen som mulig køber af det kriseramte SAS.



Ifølge Daily Mail skal der have været kontakter parterne imellem, og en eventuel handel er nu på “vurderingsstadiet hos ledelsen i British Airways.”



Kontakten er ifølge avisen kommet i stand, fordi forhandlingerne mellem SAS og tyske Lufthansa ser ud til at være strandet som følge af den internationale finanskrise.



Der er nemlig ikke sket meget, siden nyhedsbureauet Reuters den 12. september kunne fortælle, at der var reelle forhandlinger om en overtagelse i gang mellem Frankfurt og Stockholm.



Meget tyder da også på, at der går trægt med forhandlingerne, da SAS godt en uge efter, den 23. september, kunne fortælle pressen, “at man var i forhandlinger om strukturelle ændringer i selskabet”, men at man afviste at kommentere, hvem man i givet fald forhandlede en overtagelse eller sammenlægning med.



Ifølge dagbladet Børsen har SAS sat salgsbestræbelserne på “stand by” med henvisning til de usikre forhold midt i finanskrisen turbulente vinde.



Børsen skriver med henvisning til anonyme kilder, at SAS stadig er interesseret i et hurtigt salg, og at Lufthansa stadig er inde i billedet. SAS vil dog ikke kommentere avisens spekulationer overfor avisen.

Skrevet af