Skrappere krav til rejsebranchen

Useriøse selskaber i den danske rejsebranche vil få det sværere. De økonomiske krav skærpes i et forsøg på at undgå konkurser og slippe af med de useriøse. Mindre bureauer skal stille større garantier, og Rejsegarantifonden får bedre mulighed for at tjekke arrangørernes økonomi. Samtidig skal det automatiske gebyr til Rejsegarantifonden på fem kr. pr. kunde gradvist afskaffes.



Danmarks Rejsebureau Forening og Forbrugerstyrelsen er netop blevet færdige med at oplæg til en ny lov, som skal behandles i Folketinget i efteråret. Stramningerne kan træde i kraft ved årsskiftet, og da både branchen og forbrugerorganisationen er enige, forventes kun mindre justeringer.



”Vi enige om et oplæg til en lov, som gør det sværere for de useriøse selskaber,” siger Lars Thykier, direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, DRF, til Jyllands-Posten.




Navnlig de mindre rejsearrangører skal stille større garantier, fordi DRF og Forbrugerstyrelsen vurderer, at risikoen for konkurs er størst i denne gruppe. Og for charterselskaber hæves garantibeløbet på 300.000 kr. allerede ved en omsætning på fra 2,5 mio. kr., hvor grænsen i dag er 10 mio. kr.



Også de store charterselskaber og rejsebureauer kan forvente krav om større garantier, da den nuværende lov ikke tager højde for omsætninger af den størrelse, som kendes i dag.




Oplægget fra DRF og Forbrugerstyrelsen lægger også op til, at Rejsegarantifonden får mulighed for hurtigere adgang til oplysninger om selskabernes indtjening, likviditet og soliditet, og hvis der er tegn på problemer, kan fonden kræve garantibeløbet hævet. Det skal fange konkurser i opløbet.




Kravet om stramninger kom efter Sunny Tours’ konkurs i juni, der kostede Rejsegarantifonden 17 mio. kr. Forslaget fremsendes om kort tid til Folketinget, der ventes at behandle det i løbet af efteråret.




Læs mere i Jyllands-Posten i dag, torsdag.

Skrevet af