Fredagskommentaren af Ejvind Olesen

Jeg har ikke røget, siden jeg var 12 år. Da købte min mor min kridtpibe for bare én krone, som senere skulle vise sig at være en god investering. Da jeg en overgang pendlede med toget, gik jeg altid i en rygerkupe, og mine børn beskyldte mig for at være sniffer. Men hellere det end morgenduft af sure regnfrakker.

Og så er rygere da vist også gladere mennesker! Nej, den holder selvfølgelig ikke. Men faktisk gjorde vi en test med 100 personer på en påskerejse til Irland for 20 år siden. Vi arrangerede en ikke-rygerbus og en rygerbus, 50 i hver. Det var et interessant eksperiment. I rygerbussen sang de på trods af dårligt vejr. De nærmest skrålede “When Irish Eyes Are Smiling”, mens de på ikke-rygerbussen sad med sammenknebne øjne og brokkede sig over duggen på ruderne og den manglende udsigt.

I dag kan de godt rejse til Irland, men de kan ikke ryge. Med mindre de går i en slags flyverskjul bag fårene ude på de grønne marker. Og nu er det også forbudt i Norge. På restauranter og i alle offentlige bygninger. Sverige har fået samme ide og følger efter til næste år.

Ikke-rygere majoriserer og optræder mange gange som gammeldags herrefolk. Det gør de også i Danmark, og i reglen har de (vi) sympatien på vores side. I dag vil jeg også helst ind i et lokale, hvor der ikke er røget, men jeg frygter helt ærlig ikke passiv rygning. Til gengæld forventer jeg at omgås hensynsfulde rygere.



Formanden for Horesta, Egon Klitgaard, var klar i mælet forleden i morgen tv. Han bryder sig ikke om tvang, men ser gerne en klar opdeling på hoteller og restauranter. Naturligvis fik han omgående spørgsmålet “om han ikke var klar over, at rygning er farligt”?. “Jo, var svaret”, men den enkelte må selv tage ansvar, og vi går ind for individets frihed. Af den grund synes vi ikke om de norske tilstande.” Han kunne også have tilføjet de irske og de amerikanske for den sags skyld.

I San Francisco har jeg på en fortovscafe ud mod en firesporet vejbane med bilos i lange baner set et ikke-ryger skilt. Jeg troede det var en vittighed. Det var det ikke.



Her skal ikke tages stilling til rygningens skadelige virkning. Den er for længst bevist af eksperter, men blot til det faktum, at rygere også skal have lov at være her. De er for flere år siden forvist fra flyene, mange steder henvist til et lagerrum i en lufthavn. Nu må de heller ikke ryge på restaurant eller i hotellet, end ikke i særskilt afdeling. Det er en frelst indstilling at have i Norge, i Irland, i USA og snart også i Sverige.

Skrevet af