Teknisk fejl på SAS-fly fundet

Da SAS-flyet ”Asta Viking” lørdag eftermiddag nærmede sig Kastrup på vej fra Bergen svigtede både det almindelige landingssystem og nødsystemet.
Årsagen var den hydrauliske arm, der i september forårsagede nødlandinger i Aalborg og Vilnius, og som er den centrale tekniske komponent i landingsstellet, der igen gav problemer.

Hvor det i september var uopdaget rust inde i hydraulikken, der førte til sammenbrud af landingsstellet, så er der denne gang tale om, at den hydrauliske arm af andre grunde låste, så landingsstellet i højre side ikke kunne sænkes fuldt ud.

Detaljerne for hændelsesforløbet i lørdags er efterhånden blevet kortlagt.
Da ”Asta Viking” nærmer sig København på sin tur fra Bergen, tager piloterne i 500 meters højde fat i det håndtag, der skal sætte gang i nedfældningen af landingsstellet, bl.a. ved hjælp af en del hydrauliske funktioner. Piloterne konstaterer, at det højre landingsstel ikke åbner sig fuldt.
Derefter bruger piloterne et manuelt system, der sætter en del af hydraulikken ud af kraft. Hjulene bør så falde ned af sig selv, dog dæmpet af den særlige hydrauliske arm, som også var årsag til de to tidligere ulykker. Dengang gjorde rusten, at armen knækkede, men i lørdags var problemet et andet: Den hydrauliske arm satte sig fast, og derfor kunne piloterne heller ikke med nødsystemet få landingsstellet i højre side slået ned.

Den danske havarikommission kan formentlig i dag fortælle luftfartsmyndighederne om problemerne med den hydrauliske arm.

(Politiken, d. 30. oktober, 2007)

Skrevet af