Tivoli bliver hotelejer

Det nye Nimb åbnede i maj sidste år og har opnået anerkendelse i og udenfor Danmark. Gourmethuset er skabt i samarbejde mellem Tivoli og Løgismose, og parterne har drevet det gastronomiske koncept i fællesskab. Nimb-bygningen huser også 13 eksklusive hotelværelser, men har til tider problemer med at fylde dem, erfarer Take Off – bl.a. som følge af Løgismoses filosofi om ikke at annoncere.



Løgismose har meddelt Tivoli, at de ønsker at trække sig fra samarbejdet. Fremadrettet vil det styrke Nimb, at der nu kan skabes administrativ og ledelsesmæssige synergi med Tivoli, noget der er afgørende for den videre drift, konstaterer Tivoli i en pressemeddelelse.



Det nuværende koncept fastholdes med bl.a. luksushotel, familierestaurant, vinkælder og den anmelderroste gourmetrestaurant Nimb Herman, der stort set har haft fulde huse siden åbningen. Løgismose vil fortsat være leverandør af vin og andre produkter til Nimb.



Løgismose-Nimb blev etableret af Tivoli og Løgismose i 2007 og selskabet står for driften af hele Nimb-huset.



Løgismose-Nimb omsatte i 2008 for 46,2 mio.kr. og fik et underskud før skat på 14,5 mio.kr. I år forventes et væsentligt mindre underskud. Tivoli har købt Løgismoses 50 % af Nimb for én krone, skriver RB-Børsen.



I december sidste år meddelte Nimbs adm. direktør, Helena Thomsen, at hun forlod sin stilling. Der er endnu ikke udnævnt en afløser.

Skrevet af