Dansk hotelgruppe får endnu en koncerndirektør

Det er 41-årige Malene Friis (billedet) som fra nytår får nyoprettet stilling som koncerndirektør med ansvar for drift. Malene Friis er i dag direktør for Arp-Hansen hotellet Square på Rådhuspladsen i København. Hun kom til hotelgruppen i 2003 og har tidligere været direktør for et andet af kædens hoteller, 71 Nyhavn Hotel.



Malene Friis har bl.a. en bachelor i international hoteladministration og har haft 14 år i udlandet med hoteldrift.



I forvejen består Arp-Hansens koncernledelse af adm. direktør, Dorte Krak, mens Birthe Becker Schultz er koncerndirektør for salg og marketing og Torben Kristensen er koncerndirektør for bl.a. økonomi.

Ejeren, Henning Arp-Hansen, er bestyrelsesformand.



Arp-Hansens ni københavnske hoteller har over 1.700 værelser – dermed har kæden ca. 17 % af Københavns værelseskapacitet. Og der kommer endnu mere.



Forleden fortalte Arp-Hansen, at man vil bruge 2 milliarder kr. på et kæmpebyggeri ved Københavns Havn. Her åbner fra 2009 til 2011 et kongres- og konferencecenter for op til 4.000 gæster samt tre hoteller med i alt ca. 1.300 værelser.

Skrevet af