Nu ved vi snart alt om den ny SAS chef

Kommentar

Af Ejvind Olesen



Sådan må det gå. Når SAS bestyrelsesformand holder pressekonference og præsenterer en ny koncernchef, som først tiltræder efter årsskiftet. 54-årige Mats Jansson hverken kan eller vil sige noget om fremtiden, og om sin ledelsen af SAS. Han undgik helt selvfølgeligt at svare på spørgsmål om den truende danske konflikt med kabinepersonalet, eller om SAS skal være statsejet i fremtiden.



Nu blev det til en række pæne udtalelser og ingen løfter. “SAS har rationaliseret for 14 mia. kr. og yderligere to mia. er på vej. Jeg ved ikke om der bliver behov for mere. Nu får vi se, når vi går igennem selskabet..” Frem til nytår vil han gå selskabet igennem og derefter fremlægge sin strategiplan, når han tiltræder, og det bliver vel 8. januar. Sverige er traditionelt i koma indtil efter Hellig Tre Konger.



Nu ved vi, at den ny chef har løbet New York Marathon, at han kan li` Rod Steward, at han har beskadiget sit knæ og nu må nøjes med tennis – måske kan han søge råd hos formanden for det svenske tennisforbund, forgængeren Jan Carlzon. Vi ved også, at han skal have mere i løn end Jørgen Lindegaard fik, nemlig ca. 10 mio. danske kroner, inklusive forventet bonus. Endelig slår både danske og svenske medier fast, at købmandssønnen er kendt som en hård hund, når det kommer til beskæringer.



Formanden for SAS, nordmanden Egil Muklebust sagde mere eller mindre direkte, at linien fra bestyrelsens side er den samme som under Jørgen Lindegaard. Først besparelser og så fremad. Kun er det et spørgsmål om den y chef vil være i stand til at blæse til angreb, mens forsvaret bagude har nok at gøre med at holde konkurrenterne fra at score yderligere.



Forventeligt byder personalegrupperne den ny chef velkommen, hvordan kan de gøre andet ? Kan man forestille sig en gruppe sige “at ham kan de ikke li`. Det var et forkert valg.”



Det måtte blive en svensk erhvervsleder, for der er så mange dygtige, og med en norsk formand og en afgående dansk chef, ville alt andet har været ødelæggende for det skandinaviske sammenhold i SAS, som allerede er på en hård prøve anført af villige politikere.



Marts Jansson skal være så velkommen. Det ville bare have været rart, hvis han tiltrådte på mandag.

Skrevet af