70 år med franske stewardesser

AF crewLUFTFART: Air France markerer, at det er 70 år siden, de første stewardesser blev ansat i selskabet.

Hovedparten af kabinebesætningen på de fleste fly består i dag af kvinder. Men sådan var det ikke i passagerflyvningens barndom. I hvert fald ikke i Air France, hvor de første stewardesser blev ansat i 1946 – otte år efter den første mandlige steward.

Efterhånden kom der flere kvinder til, men i begyndelsen havde de ikke de samme opgaver som deres mandlige kolleger. Mens stewarderne forberedte måltiderne og serverede, var det stewardessernes opgave at byde passagererne velkommen og sørge for deres velbefindende ombord. For eksempel på flyrejser fra Paris til New York, som dengang kunne tage næsten et døgn.

Først i 1955 blev Air France stewardesser og stewarder officielt kaldt kabinepersonale som en anerkendelse af en profession, der efterhånden fik fokus på klart definerede roller og færdigheder – ikke mindst inden for sikkerhed og redning.

De første 11 stewardesser blev ansat i Air France i april 1946. I dag er der 8.800 stewardesser i selskabet ud af et samlet kabinepersonale på 13.500.