Ingen sympati for våbenføre vagter om bord i dansk fly

Næppe havde EU barslet med en tilladelse (den skal først endelig vedtages af EU Komissionen) i de 27 medlemslande til at have bevæbnede vagter om bord, før ideen blev afvist i Danmark. De såkaldte sky marshalls, som kendes fra amerikanske flyselskaber, får ingen afgang til dansk fly. Også SAS var hurtigt ude med en afvisning.



Kattelemmen for medlemslandene er, at man ikke kan tilsidesætte landets love. I Danmark siger vi nej. Det samme gør Sverige og Norge (associeret), men hvordan med de udenlandske flyselskaber, som siger ja og flyver til Danmark ?



“Det bliver også et nej. Det er en operationel betingelse for at beflyve danske lufthavne, at der skal søges om tilladelse til at flyve med bevæbnede vagter. I modsat fald bliver flyverettighederne inddraget,” siger informationschef Thorbjørn Ancker til Take Off.



“Vi har haft enkelte tilfælde, hvor det er sket, men så træder en helt masser sikkerhedsregler i kraft, hvis der alligevel gives en tilladelse.”



“Nu kan Lufthansa eller Air France så melde, at de kommer med skydeklare sikkerhedsvagter om bord og vil lande i København. Hvad så ?”



“Det kan jeg ikke i mit vildeste fantasi forestille mig vil ske. Jeg tror EU har taget sagen op og foreslået en accept for de 27 lande, fordi nogle enkelte måske flyver til meget farlige lufthavne ude i verden, og derfor kan have brug ordningen. Men, det er et gæt. Og som det ser ud i dag, vil vi ikke acceptere systemet indført i Danmark,” fastslår informationschefen.



I spørgsmålet om quick poll “Er det i orden, at amerikanerne vil påmontere antimissiler på civile fly?” svarede 528 eller 63 procent nej, mens 304 eller 37 procent synes, det er ok. Det sidste er egentlig overraskende mange.

-ejv

Skrevet af