DSB scorer kassen på togkontrakt

Det går godt for DSB på den anden side af Øresund. Ikke nok med, at selskabet i juni vandt retten til at køre tog på Kystbanen, over Øresundsbroen og i Skåne. Nu bliver den svenske del af udbuddet også dobbelt så stort som ventet, fordi den svenske udbudsmyndighed, Skånetra¬fiken, også vil have DSB til at stå for den lensgrænseoverskridende togtrafik til Göteborg, Karlskrona og Allvästa.

”Dermed bliver vi Skandinaviens største togoperatør, og det betyder enormt meget for os. For der er et udskilningsløb i gang netop nu, både i Skandinavien og på andre markeder, og det er vigtigt, at vi kommer godt fra start,” siger Søren Eriksen, administrerende direktør i DSB.

I kontrakten, der underskrives fredag, bliver antallet af togkilometer fordoblet fra de fem millioner togkilometer, som DSB vandt i juni, til godt ti millioner. Samtidig stiger kontraktens værdi målt på omsætning markant.
”Før var kontrakten på 400 mio. svenske kroner per år, men med trafikeringsretten over lensgrænserne er den nu på 700 mio. svenske kroner årligt,” siger trafikdirektør i Skånetrafiken Gösta Ahlberg.

Da kontrakten løber i syv år, kan DSB se frem til at høste 1,7 mia. danske kroner mere end ventet fra 2009 til 2015. Dermed vil DSBs udenlandske omsætning runde en mia. kroner, når selskabet overtager den sydsvenske togtrafik i 2009.

(Berlingske Tidende, d. 8. januar, 2008)

Skrevet af