SAS kan godt sælges i bidder

Der er ikke noget i den nuværende opdeling i aktieselskaber i SAS, der forhindrer salg af et eller flere af dem. Der er ingen aktionæraftaler med vetoret. Der er heller ingen pligt til at sælge til hinanden.



Det bekræfter en kilde over for Take Off. Den gamle aftale i konsortiet blev med enkelte undtagelser ophævet, da man gik over til normal aktiedrift i 2001.



Oprindeligt blev Danmark, Norge og Sverige, efter meget lange forhandlinger i 1946, enige om en fordeling i konsortiet på 3/7 til Sverige og 2/7 til Norge og Danmark. Det var svære forhandlinger. Der blev holdt syv fællesmøder, fem separatmøder og en række juridiske konsultationer før konsortieaftalen kunne underskrives.



I dag har Sverige 21,4 procent, mens Danmark og Norge har 14,3 procent af aktiekapitalen, og de kan frit sælge til for eksempel Lufthansa, hvis en eller flere af dem ønsker det. Eller for den sags skyld handler mellem hinanden.



Der er dog visse forhold, som gør det klogt at handle i fællesskab. Det gælder således flyverettigheder til tredje land uden for EU. Rettighederne fra Skandinavien til Thailand, Japan, Sydamerika etc. tilhører dem i fællesskab. Men de kan selvfølgelig forhandles, hvis den situation skulle opstå.



Foreløbigt tegner det til, at Sverige er parat, Norge måske er parat – og Danmark har reelt intet meldt ud fra regeringen.

-ejv

Skrevet af