Der skal ikke være færre turistbureauer efter 2007

Af Lars Nielsen, formand for Foreningen af Danske Turistchefer.



Strukturreformen har det sidste års tid med stadig stigende intensitet præget den offentlige debat.



I turistverdenen har vi ikke i væsentlig grad markeret standpunkter endnu, men fra Foreningen af Danske Turistchefer, FDT, har vi naturligvis arbejdet med de problemstillinger, den nye struktur kan sætte på dagsordenen.



Der er i dag 188 turistbureauer – en del kun sæsonåbne, mens de fleste er helårsbureauer. Turistbureauer er finansierede med kommunale midler og ved egenindtjening.



Turistbureauer er dansk turismes service- modtageapparat, og som sådan er turistbureauerne de eneste i turismeverdenen, der møder turisterne face to face. Turistbureauerne leverer en stor del af den service, der er helt afgørende for at man som gæst i en anden del af landet eller som gæst fra udlandet, får en god ferieoplevelse.



Det er min påstand, at landets 188 turistbureauer ligger de steder, hvor det gennem mange år har vist sig, at der er turister, der søger information.



Når Danmarks Turistråds direktør Ulrik Bülow derfor udtaler til Amtsrådsforeningens Mandat/net om situationen efter 2007, at “jeg tror, at fårene vil blive skilt fra bukkene, fordi man simpelthen bliver nødt til at få noget mere effektivt ud af det. Hvis en kommune ikke har nogen turisme, hvorfor skulle den så have et turistbureau?” er jeg helt enig.



Man kan spørge hvilke kommuner, der med den økonomiske situation for kommuner, der har hersket i de sidste mange år, indtil nu har haft et turistbureau uden at have turister?



Det man dog skal være opmærksom på i 2007 er, at selvom antallet af kommuner bliver reduceret væsentligt, vil de turister Danmarks Turistråd får til landet, stadig have behov for information om overnatningsmuligheder, attraktionstilbud, transportmuligheder, oplevelser for børn, vejvisning, salg af diverse rabatordninger f.eks. Copenhagen Card og vejvisning til dette og hint, og de vil næppe søge denne information i et centralt placeret Turistbureau, der ligger langt fra de veje turister i Danmark traditionelt færdes ad.



De danske turistbureauer er i Danmark kvalitetsgodkendt gennem et landsdækkende autorisationssystem, som tildeler det grønne og røde ”I”, som er så kendte af alle turister. Hvis vi reducerer antallet, vil det betyde, at vi mister kontakten til vores gæster, og at vi overlader informationen til andre, der i modsætning til turistbureauerne kan tænkes at give oplysninger ud fra økonomiske overvejelser og ikke ud fra et helt uafhængigt ønske om at give gæsten den til en hver tid bedste information.



Danmarks Turistråd har som en del af sin webportal visitdenmark.com en helt unik database med opdaterede, oversatte oplysninger om alle attraktioner, hoteller, restaurationer, mindesmærker osv. i hele Danmark, og på det sidste er der også kommet billeder på alle produkter i GuideDanmark.



Langt de fleste af de produkter opdateres af medarbejdere på danske turistbureauer som en del af den samarbejdsaftale, der er mellem Danmarks Turistråd og turistbureauerne, og dette punkt indgår som et af de krav der er i autorisationsordningen. Når man kan skabe en så detaljeret database, som ikke findes andre steder i verden, skyldes det, at de lokale turistbureauer har kendskab til deres områder, og at de har så god kontakt til de lokale aktører, at de hvert år kan få opdateret de mange oplysninger i GuideDanmark.



Hvis man reducerer antallet af turistbureauer, vil man ikke kunne fastholde det detaljerede lokalkendskab til produkterne og ikke fastholde den tætte kontakt til produkt ejerne, der er en forudsætning for systemets kvalitet.



Turistbureauer er kommunalt finansierede og som sådan ansvarlige for den lokale markedsføring af deres område. I denne markedsføring er detaljeringsgraden ligesom i GuideDanmark meget stor, og de mange lokale brochurer der hvert år produceres giver til sammen et temmelig fuldstændigt billede af turistdanmark.



Brochurer og øvrige markedsføringstiltag finansieres af en blanding af midler fra det lokale erhverv og penge fra kommunen, der ofte ser turistbureauets markedsføring som et led i kommunens generelle markedsføring.



På Amtsrådsforeningens hjemmeside kan man læse at Ulrik Bülow ”mener, at det vil være oplagt at benytte strukturreformen til at finde sammen om en fælles strategi for turismeområdet, som i årevis har været præget af splittelse. Men han mener ikke, at organiseringen nødvendigvis skal følge geografien i den ny struktur.”



“Jeg tror mere på, at man skal organisere efter, at der er nogle områder, der turistmæssigt er vigtigere end andre,” siger Ulrik Bülow”.

Ulrik Bülows udtalelse efterlader det indtryk, at han tror, at han kan tage de lokale penge med ved nedlæggelse af turistbureauer, og bruge dem hvor det er turistmæssigt vigtigere.



Det har vist sig at jo længere man kommer væk fra et mindre hotel, en mindre attraktion eller en campingplads, jo sværere er det at få dem til at lægge penge i markedsføring.

Hvis en række turistbureauer i den nye struktur derfor bliver til et centralt informationssted med væsentlig større afstand til det lokale erhverv, vil dansk turisme miste mange lokale markedsføringskroner og brochureudbuddet vil blive markant mindre.



Jeg har heller ikke fantasi til at forestille mig en borgmester i en kommune efter 2007, efter at have erkendt, at turisme ikke spiller nogen særlig rolle i hans kommune, donerer de sparede penge til nabokommunen eller til Danmarks Turistråd.



Jeg har derimod fantasi til at forestille mig, at der kan skabes bedre sammenhæng mellem Danmarks Turistråds markedsføringsønsker i forbindelse med f.eks. Danmarksferie, og de lokale turistbureauers indsats, men det vil stadig kræve et detaljeret net af bureauer.



Lad os derfor sætte os sammen i dansk turisme fra Danmarks Turistråd over regionsselskaberne til de lokale turistbureauer og se på de muligheder den nye kommunestruktur giver.



Foreningen af Danske Turistchefer tager gerne initiativ til et sådant møde, når vi kender loven om den nye kommunestruktur, og lad os så erkende at vi alle i dansk turisme er afhængige af hinanden både på organisationssiden og i forhold til erhvervet, og at samarbejde er den eneste vej frem.



(For at læse mandagens artikel ”Kommunalreform fjerner turistbureauer” på Take Offs hjemmeside.

skal søgefunktionen øverst til højre bruges – skriv f.eks. ” Kommunalreform.”)

Skrevet af