Her koster vand mere end benzin

Det var en interessant oplevelse at høre et foredrag om Danmark i lørdags om bord på Holland-Americas Eurodam inden anløbet søndag morgen til København, nærmere betegnet Frihavnen i København.



Der var vel omkring 500 i teatersalen, som fulgte levende med i foredraget, som skibets amerikanske chefguide holdt. Det var både vittigt, vidende og positiv over for København, der blev rost, så man næsten fik følelsen af, at det var lidt for meget.



Men, der var også andre sandheder ind imellem. “Når I kommer til København, vil I opdage, at en liter vand koster ca. 12 kr., mens en liter benzin koster i underkanten af 10 kr.”



Hvis I følger den blå linie og går til Nordhavn station (lad i øvrigt være med det over stok og sten og vejarbejde), vil I se at I ikke kan finde ud af det danske billetsystem til toget. Automater er holdt i et sprog I ikke forstår. Gå til aviskiosken og sig, hvad I har brug for til Hovedbanegården.



Her ligger en fortræffelig turistinformation. Spørg folk på gaden. Danskeren taler glimrende engelsk.



Når I kommer til København, skal I naturligvis se Den lille Havfrue. Skynd jer, hun rejser snart til Kina.



I skal opleve, Kongens Nytorv og Strøget, selv om det er søndag, Nyhavn, hvor også H. C. Andersen boede, og naturligvis Tivoli. Det er en oplevelse.”



Når man har prøvet at ankomme til den ene containerhavn værre end den anden ude i den store verden med et krydstogtskib, er ikke mindst personalet ved ankomsten til København en sand fornøjelse.



Men skal man ikke med en af de mange busser, er det sandt for dyden ingen nydelse at tage del i forhindringsløbet til Nordhavn station med eller uden bagage.



Her ville gratis shutle busser til Østerport være en pryd for byen – og havnen.



-ejv

Skrevet af