Fredagsklummen: Spåmænd- og koner i Visit Denmark

Af Ejvind Olesen



FØR I TIDEN var der ved ethvert marked rundt i det danske sommerlandskab en sigøjnervogn med omrejsende spåkoner. En af dem var endda svigermor til en kendt dansk popsanger. De kunne se ind i fremtiden ved at aflæse hånd eller andre kendetegn. Især om den pågældende person, i mindre grad om verden udenom.



Kunne de forudsige en bankkrise? Næppe. En tsunami da? Næppe. Jordens undergang på grund af manglende resultater ved en klimakonference i København? Næppe.



Men det gør heller ikke noget for vi har både spåmænd og koner i Visit Denmark. Der kan de se flere år frem og spå en lykkelig fremtid. Måske kan de også se om

varmere klima betyder, at Bornholm bliver et nyt Mallorca, eller Skagen et nyt Portefino?



DET VED VI IKKE. Hvad vi ved, er at Visit Denmark har spået om de næste fire år, om væksten i antal overnatninger. I fagsproget hedder det prognose, der er blevet til via økonomiske modelberegninger, som inddrager den forventede udvikling og lover en vækstrate på fem til seks procent fra 2010 til 2013.



Visit Denmark har brugt en sådan prognose for første gang. Der er bare det ved det, at de færreste tror på den. Det bør vi gøre, for det er vel fagfolk, vi har siddende i den organisation. De kan se om den svenske krone falder yderligere de kommende år. De kan se om vi får De Olympiske Lege til Danmark. De kan se om filmfestivalen flytter fra Cannes til København, når vi nu får det samme klima, og vi har både vand, havne og Lars von Trier, som til den tid så ikke behøver at rejse nogen steder.



Prognosen har allerede fået meget mere omtale end den fortjener, men det kunne være gået meget værre.



Hvornår er der mon nogen, der fortæller Visit Denmark, at det gælder salg- og marketing her og nu. “Vi er ikke dygtige nok til markedsføring og til at finde nye målgrupper. Vi lever stadig højt på at proppe folk ind i sommerhusene” siger regionsformand Carl Holst (V) og han har tidligere udtalt sig skeptisk over forbruget af de 139 mio. kr. til Visit Denmark.



Det samme sagde Bella Centers chef Arne Bang Mikkelsen i sidste nummer af Take Off. “Vi har set analyser og statistikker nok fra Visit Denmark og Wonderful Copenhagen. Lad os få nogen i spidsen, der tænker strategi, salg og markedsføring.”



“Der skal fyres op under markedsføringen af Danmark i udlandet, ” siger formanden for Horesta Jens Zimmer Christensen.



Måske skulle vi spørge Visit Denmark om de også ved om Carl Holst parti er i regeringen i 2014?



Hvad mener du?

Tror du på Visit Denmarks spådomme om stor vækst i turismen i fremtiden ? Stem i quick poll.

Skrevet af