75 år med Flemming Juul

Flemming Juul – der siden 1995 har skrevet og redigeret Stand By – fylder lørdag 75 år. Den runde fødselsdag benytter han til at sige farvel og tak til læserne.

Mange kender navnet Flemming Juul og hans byline, Fju, under kortere artikler da Stand By udkom på tryk. Det endte desværre sidste år, da Stand By for sidste gang blev udgivet i en papirudgave efter annoncerne var flyttet fra den trykte udgave til hjemmesiden, standby.dk

På lørdag fylder den gode Fju 75 år og kan se tilbage på en lang og indholdsrig karriere i dansk presse. Starten som journalist for den jyske ’knægt’ – som Fju kalder mange, der er et par uger eller mere yngre end ham selv – var i Aalborg. Her gennemførte han i 1970 sin journalistuddannelse på regionens medieflagskib, Aalborg Stiftstidende.

Fra Limfjordsbyen fortsatte karrieren som redigerende medarbejder på flere aviser, blandt andet Berlingske Tidende og Vestkysten. Det blev til fem år som chefredaktør på FDM’s medlemsblad, Motor, ligesom Fju har været informationschef i såvel bilkoncernen Interdan som Grundfos International.

Næste stop: Stand By
Tilfældighederne ville, at et af de næste stop blev lokalavisen Sydkysten i Køge Bugt-området. Her var Carsten Elsted redaktør – og da han i 1995 købte Stand By, fulgte Fju med til rejsebranchen.

Selv om Fju nåede godt 20 år på rejsebranchebladet, har udlængsel aldrig været hans store side; med mindre det var privat ferie med familien. Ellers blev han gerne hjemme og skrev og redigerede det månedlige Stand By; en af få undtagelser var den årlige tyske fagmesse for rejsebranchen, GTM – her ville Fju afsted.

Men selv om hans pas ikke nødvendigvis var overstemplet, havde og har Fju mere end styr på detaljerne og en imponerende viden. Nogle gange husker han lidt for godt. Dét har om ikke alle så mange af os, der gennem årene har skrevet for Stand By – såvel på print som artikler til nyhedsbrevene – erfaret med til tider røde ører.

”Hvad er det for noget sludder, du har skrevet”, rungede det i redaktionslokalet eller telefonen fra den venlige men sandelig også bestemte brumbasse, når han ikke kunne få hoved eller hale i en eller flere sætninger. Fju kunne sikkert skræmme mange, der ikke kendte ham bedre med sin til tider lidt bøse facon. Også hvis en deadline ikke blev overholdt.

Men det var nærmest altid kærligt ment – eller også var det hans jyske humor, eller hvad det hedder på de kanter, som nogle af os ’knægte’ eller ’skriverkarle’ fra Djævleøen ikke forstod.

Når man som Fju har været igennem godt 20 år med tusindvis af artikler, store og små nyheder fra og om rejsebranchen, er der selvfølgelig nogle, der særlig hænger fast.

”Et af vores største scoops på Stand By var 11. september 2001; en af vores gode bekendte ringede og råbte, at et fly var fløjet ind i et af World Trade-tårnene. Det fik vi med det samme på hjemmesiden – ti minutter efter kom det første Ritzau-telegram om tragedien den 11. september,” husker Flemming Juul.

Fju var med til at opfinde nyheder til rejsebranchen på nettet. Stand By begyndte med korte nyheder om morgenen om, hvad der stod om rejsebranchen i dagens aviser – eller hvad der måtte være at interessante pressemeddelelser.

Men bestemt ikke alt kom forbi den – også på læsernes vegne – kritiske Fju. ”Sikke noget ævl” (udtrykkene var som regel stærkere, red), lød det fra Fju når han havde skimmet en mandøkseskaft-pressemeddelelse fra marketingschef Sludderogvrøvl – og så blev der trykket på delete-knappen eller den røg lodret ned til de andre i ’arkivet’.

Makkerparret Carsten Elsted og Flemming Juul var blandt andet også primus motor i at skabe Danish Travel Awards. Awardshowet i den danske rejsebranche afvikles til oktober i år for 24. gang.

Vikingen i Vanløse
Flemming Juul har de seneste år boet i Vanløse – og fejrer sin fødselsdag under private former med familie og nogle af de mange venner.

Samtidig har han besluttet, at 75 årsdagen skal være punktum for at skrive nyheder på standby.dk

Derfor er der stadig meget at bruge tiden på – blandt andet hans store historiske interesse, hvor ikke mindst Vikingetiden fascinerer.

Stand By kan kun sige tusind tak, alt godt fremover og stort til lykke til Vikingen i Vanløse!