Moms kan være godt for rejsebureauer

I januar kom der moms på rejsebureauers salg til andre end slutbrugerne. Og den udvikling er ikke kun negativ, skriver Danmarks Rejsebureau Forening bl.a. i sit nyhedsbrev og tilføjer:



”Moms kan for en del medlemmer medføre en fordel med delvis fradragsret for indgående moms og bortfald af lønsumsafgift.”



DRF skriver, at selv Skat noterer, at det ikke er utænkeligt, at f.eks. rejser til ikke-EU lande vil blive en smule billigere i udsalg end tidligere.



Skat har udsendt en vejledning om håndtering af moms til de 450 rejsebureauer og rejsearrangører i Danmark.



”Vejledningen er faglig korrekt, men ikke let læselig. Vi har derfor bedt Skat uddybe reglerne,” skriver DRF – hvis medlemmer kan se uddybningen på DRF’s hjemmeside.



DRF understreger, at foreningen ikke individuelt kan rådgive om moms-løsninger, ”da de enkelte medlemmers behov er meget forskellige, og da der kan udarbejdes mere end en løsning på ellers identiske momsspørgsmål.”



DRF opfordrer sine medlemmer til at drøfte sagen med deres revisor og derefter tage fat i den lokale skatteregion for at aftale, hvordan momsrapporteringen skal tilrettelægges.



Moms-spørgsmålet behandles på DRF’s årsmøde 1. april.

Skrevet af